FAKTA: Sådan vil EU-lande styrke konkurrenceevnen

På det uformelle EU-topmøde i Budapest blev EU-landene enige om en køreplan for styrket konkurrenceevne.

Offentliggjort Sidst opdateret

EU-landenes stats- og regeringschefer blev fredag i Budapest enige om en køreplan for konkurrenceevne. Den skal gøre europæiske virksomheder bedre i stand til at konkurrere med især USA og Kina.

Her er et overblik over de vigtigste punkter:

* EU-Kommissionen skal senest i juni 2025 fremlægge en ny og "omfattende" strategi for udbygning af det indre marked. Den skal indeholde en køreplan med "klare tidsfrister og milepæle".

* Der skal tages "afgørende skridt" i retning af en opsparings- og investeringsunion inden 2026. Og der skal gøres "hurtige fremskridt" med en kapitalmarkedsunion.

* Det skal ifølge erklæringen skabe "ægte integrerede europæiske kapitalmarkeder". De skal være tilgængelige for alle borgere og virksomheder, især for små og mellemstore virksomheder samt nystartede virksomheder.

* Der skal udvikles en europæisk industripolitik for at sikre væksten i "morgendagens nøgleteknologier".

* De administrative byrder på virksomheder skal lettes. Konkret lægger erklæringen op til, at reducere rapporteringskravene til virksomheder med "mindst 25 procent" i første halvdel af 2025.

* EU-landene skal samlet set bruge tre procent af bruttonationalproduktet på forskning og udvikling inden 2030. Og lave en "femte frihed" på det indre marked. Den skal styrke forskning, innovation og uddannelse.

* Der skal opbygges en "ægte" energiunion, der er kendetegnet ved et "fuldt integreret og sammenkoblet energimarked".

* Energiunionen skal sikre ren energi til en "overkommelig pris" til alle borgere og virksomheder. Et arbejde som Danmarks kommende EU-kommissær, Dan Jørgensen, vil få ansvar for.

Kilder: Erklæring fra det uformelle EU-topmøde i Budapest 8. november 2024.

/ritzau/