FAKTA: Se EU's indvendinger mod Gazprom
EU-Kommissionen beskylder russisk gasgigant for at opkræve unfair priser og stille urimelige betingelser.
EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har onsdag sendt en formel klagemeddelelse til Ruslands gasgigant, Gazprom.
Kommissionen beskriver sine bekymringer inden for tre områder:
1. GRÆNSER FOR GAS. Gazprom forhindrer muligvis lande i at købe gas til mere konkurrencedygtige priser i andre lande.
Gazprom har i sine leveringsaftaler med Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Polen og Slovakiet indføjet en række restriktioner.
Det handler blandt andet om forbud mod at sælge gassen videre til andre lande, krav om at gassen anvendes i købslandet eller af bestemte kunder samt krav om Gazproms godkendelse af eventuelt videresalg.
2. UNFAIR PRISER. Gazprom synes at anvende unfair prissætning, som har betydning både for forbrugernes omkostninger og for priser på industrivarer.
Gazprom knytter som hovedregel prisen på sin naturgas til prisen på en række olieprodukter.
Olieindeksering af prisen ses ikke i sig selv som ulovlig, ligesom kommissionen ikke anfægter, at gasprisen kan variere fra land til land. Men ifølge kommissionens analyse har Gazproms særlige prissætning været unfair over for kunderne i Bulgarien, Estland, Letland, Litauen og Polen.
3. GASLEDNINGER. Gazprom synes at øge sin markedsdominans i Bulgarien og Polen ved at stille visse betingelser for leveringen af gas.
I Bulgarien er påstanden, at Gazprom har krævet, at den bulgarske køber skulle deltage i det omfattende, dyre og økonomisk usikre anlægsprojekt South Stream for at få lov til at købe russisk gas.
I Polen er påstanden, at Gazprom har stillet som betingelse for salg, at virksomheden fik indflydelse på investeringsbeslutninger for transitrørledningen Yamal, der kunne bruges til at transportere gas til Polen fra andre leverandører.
Kilde: EU-Kommissionen
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde