Fakta: Syriensanktioner får endnu et nøk

EU har vedtaget 17 runder sanktioner mod Syrien. Der står nu i alt 155 personer og 52 virksomheder og myndigheder på EU's sanktionsliste.

Offentliggjort Sidst opdateret

Her er nogle af hovedpunkterne i EU's sanktionsregime:

* 10. maj 2011: EU vedtager våbenembargo og vedtager sanktioner mod 13 navngivne syrere, herunder præsident Bashar al-Assads bror Maher.

* 24. maj: Præsident al-Assad formenes indrejse i EU og får sine værdier i Europa indefrosset.

* 24. juni: Tre topfolk i Irans Revolutionære Garde føjes til sanktionslisten.

* 24. september: Forbud mod nye investeringer i Syriens oliesektor.

* 1. december: Forbud mod EU-eksport af udstyr til Syriens olie- og gasindustri samt af software til overvågning af kommunikation.

* 27. februar 2012: 12. runde sanktioner indefryser den syriske centralbanks værdier i EU.

* 23. marts: Rejseforbud mod hele al-Assads familie.

* 23. april: Forbud mod eksport af luksusartikler til Syrien.

* 14. maj: Sanktioner rettet mod to virksomheder og tre individer, der menes at være med til at finansiere regimet.

* 25. juni: Sanktioner mod flere ministerier og flere virksomheder - herunder en bank og en tv-station.

* 23. juli: EU's 17. runde Syrien-sanktioner føjer yderligere 26 personer og tre virksomheder til den sorte liste. Desuden skærpes håndhævelsen af EU's våbenembargo, så man kan inspicere mistænkte våbenskibe i EU's territorialfarvand i stedet for kun i havne.

/ritzau/