FAKTA: USA's katastrofeberedskab bærer stadig byrde fra Katrina

Femas indsats under Katrina i 2005 hjemsøger stadig beredskabet. (Arkivfoto). Foto: Kent Nishimura/Ritzau Scanpix

USA's nationale katastrofeberedskab, Fema, kommer ofte i fokus, når amerikanerne rammes af voldsomt vejr.

Offentliggjort Sidst opdateret

To voldsomme orkaner inden for kort tid har lagt pres på USA's nationale katastrofeberedskab, Fema, der blandt andet er ramt af pengemangel og samtidig kæmper en løbende kamp mod falske rygter og desinformation.

Fema forsøger også stadig - næsten 20 år senere - at ryste de fejl, som beredskabet begik under orkanen Katrina, af sig.

Her kan du blive klogere på USA's ofte diskuterede katastrofeberedskab og på, hvad der gik galt under Katrina i 2005:

* The Federal Emergency Management Agency (Fema) blev oprettet i 1979 og har siden 2004 hørt under Homeland Security.

* Det hjælper folk i USA før, under og efter naturkatastrofer - herunder orkaner, tornadoer, jordskælv og oversvømmelser.

* Fema har en arbejdsstyrke på omkring 20.000. Styrken kan udvides til omkring 50.000, når USA rammes af omfattende katastrofer.

* Ifølge Fema hjælper det lige nu til ved 111 forskellige katastrofer i USA.

* Kun ni procent af beredskabets styrke står klar til at hjælpe i forbindelse med orkanen Milton, der er på vej i kølvandet på orkanen Helene.

* Chefen for Homeland Security, Alejandro Mayorkas, sagde 2. oktober, at Fema ikke har nok penge til at håndtere resten af efterårets orkansæson.

* Femas chef, Deanne Criswell, har dog samtidig sagt, at beredskabet har kapaciteten til at hjælpe de borgere, der måtte blive ramt af Milton.

* Fema kæmper løbende imod falske rygter om, at det eksempelvis bruger sine midler på hjælp til andre lande i stedet for katastrofehjælp i USA.

* Beredskabets omdømme blev beskadiget af dets indsats i forbindelse med orkanen Katrina i 2005. Blandt andet blev Fema kritiseret for at agere for ubeslutsomt, for ikke at reagere på advarsler og for at prioritere forkert.

* Fema brugte blandt andet ressourcer på at få kørt tusindvis af ton is ud til regeringsbygninger i store dele af landet. Meget af isen blev aldrig brugt.

* Det betalte også for tusindvis af mobilehomes, hvoraf størstedelen aldrig blev brugt. Årsagen var, at de ikke levede op til Femas egne krav om brug på flodsletter, som var der, mange af ofrene boede.

* Fema endte i nogle tilfælde også med reelt at spolere folks egne redningsindsatser, fordi der var uklarhed om beredskabets rolle.

Kilder: Reuters, tænketanken Cato.

/ritzau/