FAKTA: Værd at vide om Kenyas præsidentkandidater

* Mandag den 4. marts strømmer cirka 20 millioner kenyanske vælgere til valgurnerne for at udpege et nyt parlament, en ny præsident og distriktsguvernører.

Offentliggjort Sidst opdateret

* Der er otte kandidater til præsidentposten. De to mest fremtrædende er premierminister Raila Odinga og vicepremierminister Uhuru Kenyatta.

* 51-årige Uhuru Kenyatta er søn af Kenyas første præsident Jomo Kenyatta. Han tilhører den magtfulde kikuyu-stamme, som er den største blandt Kenyas cirka 80 stammer.

* Kenyatta har været vicepremierminister siden 2008. Hans familie ejer flere kenyanske banker og medier samt store landområder.

* Den Internationale Straffedomstol (ICC) har rejst tiltale mod Kenyatta for hans rolle i de voldelige optøjer i 2007.

* 68-årige Raila Odinga er fra Luo-stammen, der er Kenyas næststørste. Han er søn af Oginga Odinga, som var oppositionsleder under Kenyatta og sad fængslet i mange år for sin kamp for demokrati.

* Odinga har også selv siddet i fængsel ad flere omgange. I 1982 blev han anklaget for at have deltaget i et kupforsøg mod præsident Daniel arap Moi.

* Ved valget i 2007 stillede Odinga op som præsidentkandidat og hævdede, at han vandt. Men den siddende præsident Kibaki blev udråbt som vinder, hvilket udløste voldelige optøjer.

* Kenya er en vigtig partner for Vesten - både politisk og økonomisk. Samtidig er landet en central aktør i forbindelse med indsatsen mod islamisk fundamentalisme i Østafrika.

/ritzau/