FAKTA: Valg af højesteretsdommere har betydning i årtier
Ketanji Brown Jackson regnes som en del af den liberale fløj. Her ses hun sammen med sin mand, Patrick Jackson, og parrets datter Leila Jackson. (Arkivfoto). Foto: Anna Moneymaker/Ritzau Scanpix
Mandag begyndte de første høringer, der skal afgøre, om Ketanji Brown Jackson bliver ny højesteretsdommer.
USA skal i 2022 have en ny højesteretsdommer, når Stephen Breyer går på pension. Præsident Joe Biden har nomineret 51-årige Ketanji Brown Jackson, der kan blive den første sorte kvindelige dommer i landets øverste domstol.
De første høringer i Senatet, der skal afgøre, om hun skal udpeges, begyndte mandag.
Brown Jackson er den første dommer, som Joe Biden har nomineret til højesteret. Hans forgænger, Donald Trump, udpegede tre dommere.
Læs her om USA's højesteret, der er med til at forme amerikansk politik:
* USA's højesteret afgør principielle spørgsmål for landets 50 delstater. Det kan være spørgsmål som abort og homoseksuelle ægteskaber. Domstolen kan også inddrages ved uenigheder om resultatet af et præsidentvalg.
* Højesteret har stor indflydelse i USA. Kommer en konkret lov eller dele af den for højesteret, kan den underkendes, hvis et flertal af dommerne ser den som værende i strid med forfatningen.
* Domstolen blev oprettet, da USA fik sin forfatning i 1787.
* Den amerikanske højesteret består af ni dommere. De udpeges af præsidenten med godkendelse af Senatet. De sidder på livstid, men kan gå af efter eget ønske.
* Seks af de ni nuværende dommere tilhører den konservative fløj. Ketanji Brown Jackson regnes som en del af den liberale fløj. Det samme gør Stephen Breyer.
* Dommere udnævnt af en præsident med en bestemt partifarve venter ofte med at trække sig, til den partifarve igen sidder på magten i Det Hvide Hus og har retten til at udnævne afløseren. Så slagsmålene er oftest opstået, hvis en dommer pludselig dør.
* Det skete eksempelvis i 2020, hvor den liberale dommer Ruth Bader Ginsburg døde og blev efterfulgt af den konservative dommer Amy Coney Barrett, som blev udpeget af præsident Donald Trump.
* Hvert år behandler højesteret cirka 80 sager ud af cirka 6000 anmodninger.
Kilder: AFP, Ritzau, DR, Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned