FAKTA: Valget til EU-Parlamentet har udløst topjobkabale
Efter valget til EU-Parlamentet skal topposterne i Bruxelles fordeles på ny. I denne uge stemmer parlamentet.
Valget til EU-Parlamentet søndag den 9. juni var samtidig startskuddet til en topjobkabale i Bruxelles, hvor flere poster skal besættes.
I alt fire poster er i spil: EU-Kommissionens formand, EU's præsident, EU's udenrigschef og EU-Parlamentets formand.
Bliv klogere på kabalen her:
* Posterne som EU-Kommissionens formand og posten som den høje repræsentant - eller i daglig tale EU's udenrigschef - besættes for fem år.
* Posten som formand for EU-Parlamentet og posten som formand for Det Europæiske Råd - også kaldet EU's præsident - besættes for en periode på 2,5 år med mulighed for forlængelse til fem år.
* Den femårige periode skyldes, at det er valgperioden for EU-Parlamentet. Det vil sige, at mandatperioden går fra valget i juni 2024 frem til 2029, hvor vælgerne i EU-landene igen skal stemme.
* Tirsdag stemte EU-Parlamentet om den første af posterne. Det er posten som formand for EU-Parlamentet. Den gik som ventet til den nuværende formand, Roberta Metsola.
* Når det gælder posten som formand for EU-Kommissionen, så fastslog Ursula von der Leyen allerede på valgnatten, at hun bør fortsætte på posten, i lyset af at hendes borgerlige EPP-gruppe vandt valget.
* Den 65-årige tyske toppolitiker, von der Leyen, blev efterfølgende indstillet af EU-landenes stats- og regeringschefer til en ny femårig periode i spidsen for EU-Kommissionen.
* Nu er spørgsmålet, om EU-Parlamentet vil godkende von der Leyen ved en afstemning torsdag 18. juli. Det kræver et flertal på 361 stemmer.
* Efter valget i 2019 fik von der Leyen kun ni stemmer mere end krævet, da der blev stemt i EU-Parlamentet. Derfor har von der Leyen arbejdet på også at samle opbakning fra politikere på højre- og venstrefløjen for at være sikker på en godkendelse.
* Posten som EU's præsident går til Portugals tidligere statsminister Antonio Costa. Det har EU's stats- og regeringsledere afgjort. Her er der ikke afstemning i parlamentet.
* Antonio Costa kommer fra den socialdemokratiske S&D-gruppe, der blev den næststørste ved valget.
* Derudover indstillede EU-landenes stats- og regeringschefer Estlands liberale premierminister, Kaja Kallas, til posten som EU's udenrigschef. Den indgår som en af posterne i den nye EU-Kommission, som endnu ikke er sammensat.
* Hvis Ursula von der Leyen torsdag får opbakning af EU-Parlamentet, vil hun formelt begynde at sammensætte den nye EU-Kommission.
* Det sker med input fra EU-landene, der skal indstille kandidater til kommissionen.
* Danmark skal i den forbindelse også udpege en ny dansk kommissær til EU-Kommissionen efter Margrethe Vestager.
Kilder: EU-Parlamentet, Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned