Falske australske pas i Hamas-likvidering

Den australske udenrigsminister Stephen Smith indkaldte torsdag den israelske ambassadør til møde, hvor udenrigsministeren talte med store ord.

Årsagen er, at tre australske statsborgere er mistænkt for at stå bag likvideringen af en Hamas-leder i Dubai i januar.

Myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater mener, at de tre australiere er en del af en gruppe på 26 personer, som var et likvideringshold.

De tre australske navne passer på tre personer, som til daglig bor i Israel. Ifølge den australske udenrigsminister er passene, som blev brugt ved indrejsen i Dubai, dog falske.

Landet har været i kontakt med de tre personer, som alle afviser at have rejst til Dubai i januar.

- Ifølge vores foreløbige undersøgelser ser det ud til, at der er tale om et alvorligt misbrug af tre australske pas enten ved forfalskning eller identitetstyveri, siger Stephen Smith.

Politiet i de Forenede Arabiske Emirater mener med "99 procents sikkerhed", at Israel står bag likvideringen af Hamas-lederen.

De 26 personer brugte alle europæiske eller australske pas. Flere af de involverede lande har sagt, at de benyttede pas er forfalskede.

Fra flere sider spekuleres der i, at Israels efterretningstjeneste Mossad står bag drabet. Men det vil de israelske myndigheder hverken bekræfte eller afvise.

Hvis det viser sig, at Israel har haft en finger med i likvideringen, så ser Stephen Smith ikke mildt på det.

- Jeg har gjort det krystalklart for den israelske ambassadør, at hvis konklusionen er, at de australske pas er blevet forfalsket af eller med hjælp fra Israel, så vil Australien ikke betragte det som venligsindet træk.

/ritzau/AFP

Ifølge Australiens udenrigsminister var de tre australske pas, som menes brugt ved likvideringen af en Hamas-leder i Dubai, falske.

Offentliggjort Sidst opdateret