Den 22-årige mand fra Arizona, der lørdag skød 20 personer i et forsøg på at dræbe et kvindeligt medlem af Kongressen, blev mandag for første gang stillet for en dommer.
Jared Lee Loughner, der var barberet skaldet, så lige frem for sig, da han gik ind i retslokalet iført håndjern. Han forholdt sig ikke til sigtelserne, men svarede med klar røst, at han forstod dem.
Dommeren besluttede, at han skulle varetægtsfængsles og kaldte ham "en fare for samfundet". Han berammede et forberedende retsmøde til den 24. januar.
Jared Lee Loughners forsvarer, Judy Clarke, accepterede varetægtsfængslingen.
Judy Clarke har tidligere forsvaret blandt andre Zacarias Moussaoui, der var involveret i terrorangrebet den 11. september 2001, og den såkaldte Unabomber, Ted Kaczynski. Han sendte gennem 20 år brevbomber til blandt andet universiteter og luftfartsselskaber.
Den 22-årige Loughner forsøgte lørdag at dræbe kongresmedlemmet Gabrielle Giffords ved et butikscenter i Tucson. Efter at have skudt Giffords i hovedet vendte han sit våben mod tilhørerne og ramte yderligere 19 personer.
Seks mennesker blev dræbt, men Giffords overlevede, og hun ligger nu på intensiv.
Jared lee Loughner risikerer dødsstraf efter skyderiet, men det lader ikke til at gå ham på. I hvert fald smiler han bredt på det billede, som politiet tog af ham efter anholdelsen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned