Familie og venner mindes Jackson

Mariah Carey indleder mindehøjtidelighed til ære for popkongen Michael Jackson, hvis båre stod midt i forsamlingen i Staples Center i Los Angeles.

Med afdødes egen "I'll Be There" satte sangkollegaen Mariah Carey tirsdag gang i den stort anlagte mindehøjtidelighed til ære for popmusikkens konge, Michael Jackson, i Los Angeles.
Den guldbelagte kiste med Jacksons jordiske rester var placeret centralt i sportshallen Staples Center, hvor 11.000 mennesker kunne overvære ceremonien. Millioner af andre verden over fulgte med i tv.
Forinden havde Jackson-familien og nære venner deltaget i en privat bisættelse af den verdensberømte entertainer på Forest Lawn-kirkegården i Hollywood-bakkerne uden for Los Angeles.
Ikke færre end 1,6 millioner mennesker verden over havde ladet sig registrere på Staples Centers hjemmeside i håb om at få en af de gratis billetter, der blev udloddet i forbindelse med mindehøjtideligheden tirsdag, men kun en brøkdel fik plads.
Omkring 1400 politibetjente var udkommanderet for at holde ro og orden samt afspærre området omkring sportshallen for ikke-indbudte.
De præcise detaljer omkring mindehøjtideligheden blev holdt hemmelig af arrangørerne AEG, men de har dog bekræftet, at sangeren Stevie Wonder samt den Oscar-belønnede skuespiller Jennifer Hudson er blandt de mange stjerner, der deltager.


Jackson-familiens talsmand, Ken Sunshine, føjede tirsdag sangerinden og skuespillerinden Queen Latifah til listen over berømtheder, der optræder. Hun fulgte efter Mariah Carey med en personlig tale, og så kom sangeren Lionel Richie.

/ritzau/AFP




Offentliggjort Sidst opdateret