Først sidst i denne uge regner de norske myndigheder med at kunne offentliggøre navnene på samtlige ofre for terrorhandlingerne fredag. Dertil kommer dog noget usikkerhed, idet flere mandag fortsat er savnet, herunder en 43-årig dansk kvinde.
Hun er bosat ved Oslo og var sammen med sin datter på Utøya. Datteren overlevede massakren mod op mod 90 fortrinsvis unge på den lille ø.
Danmarks ambassadør Hugo Østergaard-Andersen oplyser til Ritzau, at de norske myndigheder mandag middag ikke havde nye oplysninger om den danske kvindes skæbne.
38 politifolk, retsmedicinere og odontologer arbejder med at få identificeret de mange ofre. Leder af ID-gruppen ved det norske politi Per Angel siger til Aftenposten, at der kan gå en uge, før alle navne på ofre kan frigives.
Den danske ambassade er i tæt kontakt med de norske myndigheder og afventer en tilbagemelding om den savnede danske kvinde så hurtigt som overhovedet muligt.
Adskillige af de overlevende på Utøya siger, at den 43-årige danske kvinde fra Herning og mor til fire forsøgte at beskytte børnene på øen i stedet for at redde sig selv.
Det bekræfter Jon Halvorson over for Ekstra Bladet. Han er sanitetschef for Norsk Folkehjelp, der havde beredskabsansvaret under den socialdemokratiske ungdomslejr.
Politiet i Oslo siger, at man af respekt for de sårede, savnede og omkomne personer og for deres pårørende ikke vil give meddelelser om enkeltpersoner, før man har sikre oplysninger om de pågældendes tilstand, og før de pårørende er blevet informeret.
Den savnede danske kvinde arbejder som frivillig for Norsk Folkehjelp.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned