Familien er med til at fælde Malmø-skytten

I Malmø holder borgerne vejret, mens de venter på at finde ud af, hvorvidt det svenske politi virkelig har fanget den gerningsmand, der det seneste års tid har skabt frygt i gaderne med skyderier mod byens borgere med indvandrerbaggrund.

Efterforskningen har vist, at den 38-årige mand, der er anholdt i sagen, har våbentilladelse til to former for skydevåben. Og svensk politi er netop nu i færd med at undersøge, om de to våben kan kobles til de mange skyderier.

I mellemtiden lægger faren til den 38-årige mand ikke skjul på, at sønnen har et stort talent for at bruge skydevåben.

- Jeg var med ham på skydebanen for nogle år siden. Han skød på 25 meters afstand. Han var en dygtig skytte og havde et godt øje for det. Han ramte midt i prikken. Der var ikke meget, der ramte ved siden af, siger faren til den svenske avis Expressen.

Faren beskriver sin søn som meget tilbageholdende. Den 38-årige har hele sit liv kæmpet med en sygdom, der minder om Asperger. Og det har betydet, at han altid har haft svært ved at få kontakt med andre mennesker, forklarer faren.

Men at sønnen skulle være yderst fjendtligt indstillet over for indvandrere, kan faren ikke genkende.

- Nej, sådan noget har vi ikke talt om, siger han.

Også et andet familiemedlem til den anholdte bekræfter, at manden har en stor interesse for skydevåben.

- Han har været medlem af en skydeklub i mange år og kommer der regelmæssigt, siger den pårørende, der bekræfter, at manden har tilladelse til to slags skydevåben.

Der skulle være tale om en ni millimeter pistol og en 22 kaliber pistol, og netop ammunitionen fra en ni millimeter pistol er blevet anvendt ved flere af skudepisoderne i Malmø.

Så selv om svensk politi fortsat er meget sparsom med oplysninger omkring de tekniske beviser, er der ingen tvivl om, at de to beslaglagte pistoler er et vigtigt fund i sagen.

Politiet undersøger også den 38-årige mands telefon og datatrafik og forsøger desuden at finde frem til, hvorvidt mandens dna kobles til forbrydelserne.

Senest tirsdag klokken 12 skal anklagemyndigheden beslutte, om den anholdte skal sigtes i sagen.

/ritzau/

Faren og et andet familiemedlem siger, at den formodede 38-årige Malmø-skytte har stor passion for skydevåben.

Offentliggjort Sidst opdateret