Familien siger farvel til voldtægtsdræbt datter i New Delhi

Liget af det 23-årige offer for en grusom massevoldtægt er tidligt søndag morgen lokal tid blevet kremeret ved en privat ceremoni i millionbyen New Delhi i Indien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den unge kvinde, der lørdag døde af sine kvæstelser efter den brutale forbrydelse for to uger siden, blev brændt på et ligbål efter familie og venner havde bedt en sidste bøn.

Kvindens forældre havde ønsket at sige farvel til deres datter væk fra offentligheden. Flere ved ceremonien beskriver kvinden, der læste medicin, som utrolig populær og talentfuld.

- Jeg kom, fordi jeg virkelig elskede denne pige. Hun var den klogeste af alle pigerne i nabolaget, siger Meena Rai, som var nabo og tætte veninder med den dræbte.

Arrangementet fandt sted i den sydvestlige del af New Delhi - i Dwarka-distriktet.

Ifølge politiet deltog flere politikere også i ceremonien for at "udtrykke deres sorg over for familien". Og lokale politistyrker var massivt til stede.

- Vi beder folk om at lade være med at forstyrre, da familien ønsker, at det skal være privat, fortalte en politimand ved kirkegården, da kremeringen begyndte.

Tidligt søndag ankom liget af den 23-årige kvinde med fly fra Singapore. Her har læger i flere dage forgæves forsøgt at redde hendes liv, efter hun for to uger siden blev massevoldtaget af seks berusede mænd i en bus i New Delhi.

Kvinden var steget på bussen sammen med en mandlig bekendt efter en tur i biografen. Vennen blev holdt fast, mens kvinden blev voldtaget og mishandlet, og til sidst blev de begge smidt af den kørende bus.

Ifølge naboer havde den 23-årige kvinde og hendes mandlige ven planer om at gifte sig til februar.

Politiet har anholdt seks mænd, som mistænkes for at stå bag forbrydelsen. De er alle anklaget for drab.

/ritzau/AFP