Fanget i jordskælvshelvede: Bygningen faldt sammen over mine drenge

Den marokkanske landsby Tikht i Atlasbjergene er tæt på ødelagt efter jordskælvet, der ramte Marokko fredag aften. Foto: Fethi Belaid/Ritzau Scanpix

Flere små landsbyer i Marokko er blevet tæt på udryddet i jordskælv. Landsbyboerne må grave efter deres savnede bekendte blandt de store ødelæggelser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra murbrokkerne hiver redningsmedarbejdere forsigtigt en kvindekrop op, mens 25-årige Omar Ait Mbarek kigger sørgmodigt på med øjne røde af tårer.

Der var kun få uger til, at han og den nu livløse kvinde skulle giftes. Da det dødelige jordskælv ramte Atlasbjergene i Marokko sent fredag aften dansk tid, talte Omar Ait Mbarek i telefon med sin forlovede, Mina Ait Bihi.

Først hørte han i den anden ende af røret køkkeninventar ramme gulvet, og da telefonlinjen efterfølgende blev tavs, vidste han, at hun var væk.

- Hvad skal jeg sige? Jeg er knust, sagde han til nyhedsbureauet AFP, efter han så sin forlovede blive båret mod en midlertidig kirkegård med 68 omkomne.

Byen Tikht havde før jordskælvet 100 familier bosat. Men hvor byens mange hjem var, er der nu kun murbrokker og ødelæggelse tilbage.

Tikht er langtfra den eneste landsby, som er hårdt ramt af jordskælvet, der er det dødeligste i Marokko i seks årtier med meldinger om hidtil cirka 2500 omkomne.

I landsbyen Tafeghaghte 60 kilometer fra den marokkanske turistby Marrakesh er 90 ud af byens 200 indbyggere indtil videre omkommet.

Abdou Rahman løb tre kilometer hjem fra sit arbejde på en tankstation, da jordskælvet ramte.

Da Rahman kom hjem til sit hus, begyndte han at råbe efter sine tre børn og kone. Men han fik intet svar.

- Da vi fandt dem, lå de tæt sammen. Mine tre drenge sov, da bygningen faldt sammen over dem, siger han til BBC.

- Vi begravede dem i går.

Mange af de hårdt ramte landsbyers bygninger var lavet af en traditionel kombination af sten, træ og mudder. Bygningskonstruktioner, der ikke var beregnet til at skulle modstå jordskælv.

Det var også tilfældet i Tikht, hvor indbyggerne ikke kan huske, at der nogensinde har været et jordskælv før.

- Det var ikke noget, som folk tænkte over, da de byggede deres huse, siger Abdelrahman Edjal til AFP.

Omar Ait Mbarek måtte grådkvalt se på, mens et redningshold løftede hans afdøde forlovede ud af murbrokkerne. Foto: Fethi Belaid/Ritzau Scanpix

Han har mistet det meste af sin familie til katastrofen.

Edjal gik en tur, efter at han havde spist aftensmad med sin familie, og kom tilbage til et sammenstyrtet hus.

Da han fik hevet sin far ud af ruinerne fra deres hus, var faren svært kvæstet, og han døde med sønnen ved sin side.

Ved nogle af de ødelagte huse i Tikht, ser man stålstænger, der stikker ud. Selv de nyeste bygningskonstruktioner klarede ikke jordskælvet.

- Livet er ovre her. Landsbyen er død, siger Mohssin Aksum, der havde familie i den lille by, til AFP.

Aksum, der bor i Marokkos hovedstad, Rabat, fortæller, at jordskælvet har ødelagt det sidste, folk i den fattige landsby havde.

Byens indbyggere havde ifølge ham gemt mad til at overleve i deres huse, men det ligger nu under murbrokkerne og rådner.

Bjerglandsbyen Tikht er ugenkendelig efter jordskælvet i Marokko, der målte en styrke på 6,8. Foto: Fethi Belaid/Ritzau Scanpix

- Nu har de mindre end ingenting, siger han.

Mens Aksum taler, sidder to drenge på murbrokker og græder uden at sige noget.

De fleste i byen er stadig i chok over deres tab og omfanget af ødelæggelserne. De ved ikke, hvad det næste skridt er.

Omar Ait Mbarek siger, at han dog er sikker på en ting.

- Jeg vil genbygge mit hjem, siger han, mens han holder sin afdøde forlovedes støvede telefon og går væk i ruinerne.

/ritzau/

Det ved vi om jordskælvet i Marokko

* Jordskælvet i Marokko skete fredag aften. Det havde epicenter i Atlasbjergene syd for den marokkanske storby Marrakesh.

* Det målte en styrke på 6,8.

* Marokkanske myndigheder meddelte mandag, at der hidtil er omkring 2500 omkomne.

* Især små landsbyer i Atlasbjergene er blevet hårdt ramt, da bygningerne ikke var bygget til at modstå jordskælv. Desuden er nogle af byerne afskåret fra hjælp, da vejene til byerne er blokeret af sten.

* Ifølge marokkanske myndigheder har Marokko allerede sagt ja til international hjælp fra flere lande.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Marokko meldte mandag om hidtil cirka 2500 omkomne i det dødeligste jordskælv i seks årtier. Foto: Fadel Senna/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu