Politiet i Østrig har anholdt en 80-årig mand, der er mistænkt for at have sexmisbrugt sine to døtre og holdt dem fysisk indespærrede i mere end 40 år i et lille køkken, hvor der blot var en træbænk som seng.
Manden er blevet anholdt på anklagemyndighedens begæring, sigtet for overgreb, tvang, voldtægt og misbrug og omsorgssvigt af mindreårige og forsvarsløse personer, oplyser det nordlige Østrigs politichef Alois Lissi til det østrigske nyhedsbureau, APA.
Overgrebene skal være sket i distriktet Braunau, ikke langt fra grænsen til Tyskland. Da der er frygt for, at den sigtede kunne finde på at stikke af, er han blevet sat i arresten i Reid i Innkreis.
Politiet i region Oberösterreich har tidligere torsdag meddelt, at den ikke-navngivne 80-årige mand er mistænkt for at have mishandlet sine to døtre, der nu er 53 og 45 år, fysisk og seksuelt fra 1970 og frem til maj i år.
- Han truede gentagne gange med at dræbe dem, og han truede dem med våben, siger politiet i en erklæring.
Manden forbød døtrene at have "nogen form for social kontakt", hed det videre.
Det er ikke umiddelbart klart, om kvinderne var spærret inde hele tiden.
Den tragiske historie vækker ubehagelige minder om en anden sag fra Østrig, nemlig sagen om Josef Fritzl, der for tre år siden rystede Østrig og også store dele af resten af verden.
Dengang kom det frem, at Fritzl havde fået syv børn med sin egen datter, der blev holdt indespærret i en kælder.
I 2009 blev den dengang 74-årige Josef Fritzl dømt fængsel på livstid.
Politiet, som har med sagen fra Braunau at gøre, siger, at de to søstre slap væk i maj, da faderen forsøgte at voldtage den ældste datter, som satte sig til modværge.
Faderen blev kvæstet af datterens modstand. To dage senere blev han fundet af en socialarbejder, som så slog alarm og rapporterede om forbrydelsen til myndighederne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker