Far har dræbt sin toårige datter i Oslo
Faren til en toårig pige, der fredag eftermiddag blev fundet dræbt på en gade i den norske hovedstad, er blevet sigtet for at have slået sin datter ihjel. Pigens mor og flere andre familiemedlemmer er indlagt på et sygehus med kvæstelser.
Det oplyser politiet i Oslo på et pressemøde lørdag.
Pigens far er afghaner og har ikke norsk statsborgerskab. Han er sigtet for drab.
- Den sigtede og barnets mor er registreret på samme adresse, siger Kari-Janne Lid, der er fungerende sektionsleder for vold- og seksualforbrydelser i Oslo politidistrikt.
- Vi er sikre på, at den sigtede er gerningsmanden. Vi har for nærværende ingen oplysninger, der tilsiger, at der skulle være flere gerningsmænd, tilføjer hun.
Den toåriges mor og mormor er begge indlagt på hospitalet. Begge er norske statsborgere med irakisk baggrund. De er ikke alvorligt tilskadekomne, oplyser Lid.
Endvidere er en onkel indlagt. Han er alvorligt kvæstet, og en anden mand med relation til familien er lagt i kunstig koma og er fortsat ikke uden for livsfare.
Politiet blev fredag eftermiddag kaldt ud til et udendørs masseslagsmål i bydelen Ellingsrud i den nordøstlige del af Oslo. Da politiet kom til stedet, blev den toårige pige fundet dræbt på gaden.
Flere politienheder blev sendt til stedet, der blev betegnet som totalt kaotisk. Mange naboer var vidner til de voldsomme begivenheder.
Der vil også blive foretaget obduktion af barnet lørdag. Motivet til volden er foreløbig ikke afklaret, og tilbage står både afhøringer og tekniske undersøgelser på stedet.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker