Italiensk politi jager gerningsmændene bag et brutalt røveri, som endte i tragedie for en kinesisk familie.
Sent onsdag aften var det kinesiske ægtepar og deres få måneder gamle datter udsat for et røveriforsøg i Rom, der udviklede sig til et dobbeltdrab.
To unge mænd på en scooter kørte op til familien og forlangte at få deres penge udleveret. Da familien nægtede at udlevere penge eller værdigenstande, blev de alle tre skudt.
Manden døde øjeblikkeligt af et skud i brystet, mens hans lille datter, som han på det tidspunkt holdt i sine arme, blev ramt af en kugle i hovedet.
Det er uklart, præcist hvor gammel datteren var. Nogle medier oplyser, at hun var seks måneder, mens andre angiver hendes alder til ni måneder.
Datteren døde undervejs til hospitalet. Moren blev ramt af et skud i armen. Hun er under behandling for skudsåret og er uden for livsfare.
Moren havde torsdag aften endnu ikke fået besked om sine nærmeste slægtninges skæbne, skriver avisen Corriere Della Sera.
Den kinesiske familie var immigranter, der var bosat i Rom, hvor den blandt andet drev en café.
Den uhyggelige hændelse er et af mange skyderier, der har plaget Rom de seneste måneder.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker