Far til dræbt voldtægtsoffer: Min datters navn skal frem

Navnet på den 23-årige indiske kvinde, der har mistet livet efter en brutal gruppevoldtægt i New Delhi, skal offentliggøres.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger kvindens far i et interview med den britiske avis Sunday People.

- Vi ønsker, at verden skal kende hendes navn. Min datter gjorde ikke noget forkert. Hun døde, mens hun beskyttede sig selv, lyder det fra faren.

Den 23-årige medicinstuderende blev 16. december voldtaget af seks mænd og tæsket med et jernrør i en bus i Indiens hovedstad, inden hun blev smidt af køretøjet sammen med sin kæreste, som var vidne til mishandlingen.

Knap to uger senere døde hun på et hospital i Singapore af sine kvæstelser.

Indisk lov forhindrer, at identiteten på datteren eller hendes familie kan afsløres. Men faren ønsker, at datteren lægger navn til en ny lov, der skal skærpe straffen for sexovergreb.

- Jeg er stolt af hende. At offentliggøre hendes navn vil give mod til andre kvinder, som har overlevet lignende overfald. De vil finde styrke i min datter, siger faren.

Seks mænd er anholdt i sagen, og fem er blevet tiltalt for voldtægt, drab og bortførelse. Den sidste er blot 17 år og vil derfor blive retsforfulgt ved en særlig domstol.

Drab udløser dødsstraf i Indien, hvor en voldtægt i gennemsnit finder sted hver 20. minut. Man skal dog være fyldt 18 år for at kunne idømmes lovens strengeste straf.

Faren til den voldtægtsdræbte kvinde kræver dødsstraf til alle gerningsmændene.

/ritzau/Reuters