Farligt radioaktivt materiale er forsvundet i Irak
Irak leder efter radioaktivt materiale, som blev stjålet sidste år. Frygten er, at det kan bruges som våben.
Noget yderst farligt radioaktivt materiale er stjålet fra et lager i det sydlige Irak i november sidste år, viser et dokument fra miljøministeriet, som nyhedsbureauet Reuters er kommet i besiddelse af.
Det drejer sig om det radioaktive stof iridium-192 (Ir-192).
Syv eksperter inden for blandt andet sikkerhedsanliggender og miljø frygter, at det forsvundne materiale kan blive brugt som våben, hvis det falder i hænderne på Islamisk Stat (IS).
Lagret, som materialet blev stjålet fra, tilhører et amerikansk oliefirma ved navn Weatherford, som ikke ønsker at kommentere sagen.
På grund af bekymringer for den nationale sikkerhed vil en talsmand for Iraks miljøministerium heller ikke kommentere problemet.
En amerikansk embedsmand siger ifølge Reuters, at det er uklart, om det radioaktive stof blev stjålet eller simpelthen forlagt.
Store mængder af Ir-192 er før forsvundet i USA, Storbritannien og andre lande, hvilket har antændt en frygt for, at det skulle bruges til at lave en bombe.
- Vi er bange for, at materialet vil falde i hænderne på Daesh (et andet navn for Islamisk Stat, red.), siger en embedsmand i Indenrigsministeriet i Irak med kendskab til tyveriet. Han ønsker at være anonym.
- De kunne simpelthen sætte det fast på nogle eksplosiver og derved lave en bombe, siger han videre.
Der er dog endnu intet der tyder på, at IS er kommet i besiddelse af det farlige materiale.
Islamisk Stat har invaderet store dele af Irak og Syrien, men kontrollerer ikke det område, Basra, hvor materialet er forsvundet fra.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker