Fartmålere ikke årsag til Air France-styrt

En foreløbig rapport fra undersøgelsen af det styrtede Air France-fly viser, at fartmålerne kun var én faktor, og at flyet var intakt, da det ramte havet.

Meget opmærksomhed har samlet sig om fartmålerne på Air France-flyet, som styrtede ned i Atlanterhavet med 228 om bord for en måned siden.
Men det franske undersøgelsespanel fastslår torsdag, at fartmålerne ikke var årsagen, da Airbus-flyet forulykkede.
- Det er en af faktorerne, men ikke årsagen, sagde Alain Bouillard fra undersøgelsespanelet BEA, da panelet udsendte den første rapport efter styrtet den 1. juni.
Der har været spekulationerne om, at fartmålerne gav piloterne forkerte oplysninger, og at det var derfor, at flyet tabte højde under flyvningen fra Rio de Janeiro til Paris.
Panelet fastslog samtidig, at flyet ikke brækkede i stykker, mens det stadig befandt sig i luften. Flyet af typen A 330 ramte havoverfladen med undersiden først, mens det bevægede sig hurtigt ned - og med høj hastighed frem.
- Flyet blev ikke ødelagt, mens det stadig befandt sig i luften, sagde Alain Bouillard.


Han opfordrede på et pressemøde alle til at væbne sig med tålmodighed, når det gælder omstændighederne om ulykken, den værste i Air Frances historie.
- Vi er stadig et stykke vej fra et fastslå årsagerne til ulykken, sagde lederen af undersøgelsespanelet.

/ritzau/AFP




Offentliggjort Sidst opdateret