Holder de seneste meningsmålinger forud for anden og afgørende runde af præsidentvalget i Brasilien, bliver den 62-årige Dilma Rousseff fra Arbejderpartiet (PT) landets næste præsident.
Tre meningsmålinger offentliggjort tre dage før valget på søndag giver hende en føring på mindst 10 procentpoint over sin modkandidat, den konservative José Serra.
Rousseff får 50 procent af stemmerne mod Serras 40 i en måling foretaget af firmaet Datafohla, mens hun står til 52 procent mod Serras 37 procent i en måling fra instituttet Ibope.
Dilma Rousseff har øget sit forspring over Serra i de sidste dage af valgkampen, og synes sikker på at efterfølge den populære Luiz Inacio Lula da Silva, der efter to mandatperioder ikke kan genopstille.
Hun vandt første runde af valget for en måned siden med 49 procent. Men hun skulle have haft mindst halvdelen af stemmerne for at blive valgt.
Dilma Rousseff har mange års erfaring som embedsmand og minister og beskrives som effektiv og hurtig mellem ørerne.
Hun har under valgkampen slået på, at hun er den bedste til at fortsætte den store økonomiske vækst og velstandsstigning, Brasilien har oplevet under otte år med præsident Lula. Hun har haft flere ministerposter og været stabschef for Lula.
Dilma Rousseff og José Serra mødes i en sidste tv-debat fredag aften. Men iagttagere tror ikke, at Serra er i stand til at overbevise tilstrækkelig mange vælgere til, at han kan vinde valget.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker