Favorit til post vil bekæmpe korruption i EU-Parlamentet
Den græske socialdemokrat, Eva Kaili, er blevet varetægtsfængslet efter sagen om korruption i EU-Parlamentet. Onsdag ventes EU-Parlamentet at udpege hendes afsløser som næstformand (Arkivfoto). Foto: European Union 2022 - Source Ep/Reuters
Marc Angel er favorit til at afløse varetægtsfængslede Eva Kaili som næstformand for EU-Parlamentet.
EU-Parlamentet ventes onsdag at vælge ny næstformand som følge af korruptionsskandalen, der har ført til varetægtsfængsling af tidligere næstformand Eva Kaili.
Forud for afstemningen ser Marc Angel fra Luxembourg ud til at kunne samle opbakning til at overtage posten. Ligesom Eva Kaili er Marc Angel del af Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i EU-Parlamentet.
Gruppen rummer også det danske Socialdemokrati i EU-Parlamentet. Og her tror man på, at Marc Angel kan vinde afstemningen onsdag, siger Niels Fuglsang, der er medlem af EU-Parlamentet for Socialdemokratiet.
- Han er favoritten til at overtage posten. Nu må vi se, hvad der sker, men jeg tror, at han står godt, siger Niels Fuglsang.
Han erkender dog, at Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater står svækket, efter den græske socialdemokrat Eva Kaili blev det mest prominent navn i korruptionssagen.
Den 44-årige Kaili blev anholdt, da belgisk politi fandt 1,5 millioner euro i kontanter i hendes hjem.
Ifølge Kailis advokat vidste hun ikke, at pengene befandt sig i hendes hjem. Hun nægter sig skyldig.
Eva Kaili og to andre personer er siden blevet varetægtsfængslet og anklaget for korruption og hvidvask i forbindelse med betalinger fra Qatar og Marokko.
- Det var vores næstformand, vi har afskediget, så spørgsmålet var, om de andre grupper denne gang ville støtte vores kandidat. Det tror jeg, de vil. Den liberale gruppe og EPP-gruppen har sagt, at de støtter Marc Angel, siger Niels Fulgsang.
Han kender Marc Angel fra arbejdet i EU-Parlamentet. Her er Angel ifølge Niels Fuglsang kendt for en kontant linje over for korruption. Og så har han i modsætning til flere andre EU-Parlamentsmedlemmer ikke andre job, som kan skabe interessekonflikter i forhold til det politiske arbejde i parlamentet.
- Han har været klar i mælet, og han har ikke bijobs eller andre indtægtskilder end parlamentet. Det er der masser, der har. Men det har han ikke, og det er vigtigt for, at man kan blive valgt, siger Niels Fuglsang.
Han betegner Marc Angel som en "sympatisk", "troværdig" og "ærlig" politiker på baggrund af arbejdet i parlamentet.
- Han er stået meget for det værdipolitiske arbejde omkring LGBT-rettigheder. Han er selv homoseksuel og har markeret sig i den debat. Blandt andet over for Ungarn og andre lande, der har undertrykt LGBT-rettigheder, siger Niels Fuglsang.
Valget af ny næstformand ventes at blive afgjort ved en afstemning onsdag ved middagstid.
EU-Parlamentet er desuden på vej til ophæve immuniteten for yderligere to medlemmer af parlamentet efter ønske fra belgisk politi. Det spørgsmål ventes dog ikke at blive afgjort ved afstemningen onsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned