Favorit ved albansk valg lover EU-medlemskab inden for fem år

Albaniens premierminister, Edi Rama, går søndag efter sin fjerde periode i træk som landets leder. Foto: Florion Goga/Reuters

Albaniens premierminister kan søndag sikre sig en uset fjerde periode på posten. Han håber på snarligt EU-medlemskab, men der er stadig mange bump på vejen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han lover det højt og helligt.

Albaniens premierminister, 60-årige Edi Rama fra venstrefløjen, vil sikre landet medlemskab af EU inden 2030.

Men vejen dertil er lang.

Næste vigtige milepæl er søndag, hvor der er parlamentsvalg i Albanien.

Et valg, der ses som afgørende for balkanlandets demokratiske udvikling og målet om en fremtid i EU.

Her kan Rama blive valgt til sin fjerde periode i træk, hvilket er uset i albansk politik.

Ved vælgermøder tidligere på ugen viftede Rama med EU's flag.

- Vi er ved fordøren til Europa, og den dør åbner sig nu for os, sagde han ifølge Reuters.

At blive medlem af EU er ifølge Rama nøglen til at "give albanerne et europæisk pas" og dermed lade dem "nyde godt af samme rettigheder som borgere i alle andre europæiske lande".

Rama har den seneste tid vundet point hos vestlige lande ved at acceptere migranter fra Italien og ved at huse afghanere, der venter på at få visa til USA.

Ramas støtter mener, at han er stærkt medvirkende til, at Albanien for alvor har fået brudt med sin kommunistiske fortid.

Ved valget står Edi Rama over for den 80-årige tidligere præsident Sali Berisha.

Han ser Rama som magtfuldkommen.

Berisha fra højrefløjen har brugt 12 år i oppositionen og står i spidsen for en alliance af oppositionspartier. Han beskrives af AFP som Ramas ærkerival.

Den 80-årige tidligere præsident Sali Berisha fra højrefløjen har brugt 12 år i oppositionen og står i spidsen for en alliance af oppositionspartier. Han beskrives af AFP som premierminister Ramas ærkerival. (Arkivfoto). Foto: Florion Goga/Reuters

Berisha går til valg på et slogan inspireret af den amerikanske præsident Donald Trumps "Make America Great Again"-bevægelse.

Sloganet "Great Albania" handler om at forbedre landets økonomi.

- Vi er de eneste, der kan genoplive landets økonomi. De eneste, der kan føre Albanien fremad. Edi Rama tæller de sidste dage af sit regime, siger Berisha ifølge AFP.

Berisha er mistænkt for at være impliceret i en korruptionssag, som angiveligt gavnede hans familie.

Korruption er et af de andre store emner ved valget. Kritikere siger, at Rama har tilranet sig for meget magt, er mislykkedes med at slå ned på korruption og har forsøgt at kue oppositionen med korruptionsanklager.

Berisha anklager allerede før valget venstrefløjen for at "købe stemmer, intimidere vælgere og bruge offentlige midler til deres valgkampagner".

Rama afviser anklagerne som "en undskyldning for nederlag".

Tilhængere af premierminister Rama vifter med det albanske flag under et vælgermøde. Foto: Florion Goga/Reuters

Ved samtlige parlamentsvalg siden afslutningen på kommunismen i landet i begyndelsen af 1990'erne har valgets tabere rejst anklager om valgsvindel, skriver AFP.

Netop gennemførelsen af valget vil der blive holdt øje med fra EU's side.

Det er første gang i historien, at albanere i udlandet kan stemme. Det ses som en test for både landets udvikling samt demokratiske processer og institutioner.

Albanien begyndte optagelsesforhandlinger med EU i 2022 og har gjort store fremskridt, siger Silvio Gonzato, EU-delegationens ambassadør i Albanien, til AFP.

- Landet har udvist vedholdenhed ved at implementere ambitiøse reformer, der gavner borgerne.

- Organiseringen af frie og retfærdige valg vil være et vigtigt skridt for at styrke Albaniens demokrati, øge borgernes tillid til deres folkevalgte og fremskynde landets europæiske integration, siger han.

Selv om der er positive toner fra Gonzato, tvivler mange eksperter ifølge Reuters på, at Rama ved en valgsejr, som han står til, kan overholde sit løfte om snarligt EU-medlemskab.

Albaniens premierminister, Edi Rama, ses her sammen med formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen. Albanien begyndte optagelsesforhandlinger med EU i 2022. (Arkivfoto). Foto: Adnan Beci/Ritzau Scanpix

Det tager som regel mange år at blive optaget i EU. Der er en lang række krav, der skal opfyldes.

Korruptionsskandalerne er stadig for mange. Albanien er ifølge Reuters også stadig et knudepunkt for kriminelle bander, der ønsker at hvidvaske penge tjent via narko- og våbenhandel.

/ritzau/

De to premierministerkandidater

* Edi Rama:

- Den 60-årige premierminister Edi Rama fra venstrefløjen går efter sin fjerde periode i træk som landets leder. Han går til valg på at "garantere Albaniens indtræden i EU inden 2030".

- Rama var modstander af kommunistregimet, som holdt Albanien i isolation i fire årtier, og overtog lederskabet af landets socialistiske parti i 2005.

- Han er tidligere mangeårig borgmester i hovedstaden, Tirana, og har været premierminister siden 2013. Han beskyldes med jævne mellemrum af modstandere for at have forbindelser til organiseret kriminalitet.

* Sali Berisha:

- Den 80-årige politiske veteran Sali Berisha håber at genvinde magten efter 12 år i opposition. Han var landets første ikke-kommunistiske præsident og er også tidligere premierminister. En post, han havde fra 2005 til 2013. Han blev leder af højrefløjens opposition, som består af mere end 20 partier, i 2022.

- Han lover en økonomisk genoplivning af den albanske økonomi og er inspireret af USA's præsident, Donald Trump.

- Han har forbud mod indrejse i USA og Storbritannien, fordi han angiveligt er involveret i organiseret kriminalitet og korruption. Han afviser anklagerne mod ham som politisk motiverede.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Lang vej til EU-medlemskab

* Ethvert europæisk land, der respekterer EU's værdier, og som forpligter sig til at fremme dem, kan ansøge om at blive medlem af EU.

* Landet skal i første omgang opfylde tiltrædelseskriterierne. De opstiller en række demokratiske, økonomiske og politiske betingelser for lande, der ønsker at komme med i EU.

* I dag har i alt ni lande status af EU-kandidatland, som markerer det første vigtige skridt mod muligt medlemskab.

* Ud over Albanien er det Ukraine, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Nordmakedonien, Moldova, Montenegro, Serbien og Tyrkiet.

* Som kandidatland vil landet begynde forhandlinger, som handler om at få ensrettet love og lovrammer i forhold til EU.

* EU-love er inddelt i politikområder - såkaldte kapitler. Når alle 35 kapitler er lukket, kan EU og det pågældende kandidatland forberede en tiltrædelsestraktat. Den skal godkendes af alle EU-lande og have grønt lys fra EU-Parlamentet.

* Det tager som regel år at nå så langt i processen. Kroatien blev eksempelvis kandidatland i 2004, men først medlem i 2013.

Kilder: Reuters og Det Europæiske Råd.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu