FBI: For tidligt at fastslå motiv bag lufthavnsskyderi
Passagerer løb for livet i terminal 1 i lufthavnen i Fort Lauderdale, hvor en mand hev en pistol ud af sin bagage og åbnede ild i det område, hvor passagerer henter deres bagage. Foto: AP/Paul E. Kostyu
AP/Paul E. Kostyu
Det amerikanske forbundspoliti udelukker ikke nogen motiver bag angrebet i Fort Lauderdales lufthavn.
Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der fik den 26-årige Irak-veteran Esteban Santiago til at skyde og dræbe fem mennesker i lufthavnen i Fort Lauderdale i USA fredag.
Det siger FBI-agent George Piro, der leder efterforskningen, på et pressemøde lørdag.
Myndighederne undersøger, om der var tale om terror, siger Piro.
Han tilføjer, at det på nuværende tidspunkt ser ud som om, Santiago handlede på egen hånd. Men politiet leder fortsat efter tegn på, om der var andre involverede.
Der er ting der peger i retning af, at gerningsmanden rejste til lufthavnen i Fort Lauderdale i Florida med det formål at gennemføre angrebet, siger FBI-agent Piro. Af hensyn til efterforskningen holder han igen med oplysningerne.
Han tilføjer dog, at den anholdte har samarbejdet med myndighederne i løbet af den første afhøring, som fandt sted natten til lørdag.
Foreløbig har politiet hørt vidneudsagn fra flere end 175 mennesker.
Gerningsmanden benyttede sig af et halvautomatisk håndvåben, som han hev ud af sin bagage, efter at han var landet i Fort Lauderdale og havde hentet den ved bagagebåndet.
Efter at have tømt mindst et magasin smed han drabsvåbnet fra sig og overgav sig til politiet.
Han dræbte fem mennesker, mens otte andre blev såret af skud.
Floridas guvernør, Rick Scott, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at nogle af ofrene fortsat kæmper for deres liv.
- Mennesker, der forsøger at leve deres liv og nyde weekenden, blev myrdet på meningsløs vis. Det var en absolut rædselsfuld dag, sagde guvernøren på et pressemøde i lufthavnen tidligere på dagen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker