FBI: Mistænkt bag eksplosion mod fertilitetsklinik livestreamede
Medlemmer af USA's forbundspoliti, FBI, arbejder tæt på det sted, hvor en eksplosion fandt sted lørdag i Palm Springs i Californien. Foto: David Swanson/Reuters
En 25-årig mand formodes at stå bag og være død i en eksplosion nær en fertilitetsklinik i USA lørdag.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
USA's forbundspoliti, FBI, har identificeret en mistænkt, i forbindelse med at en bombe lørdag eksploderede nær en fertilitetsklinik i Palm Springs i Californien.
Det siger Akil Davis, der er vicedirektør på FBI's kontor i Los Angeles, på et pressemøde.
Det drejer sig om en 25-årig mand ved navn Guy Edward Bartkus.
- Vi er ret sikre på, at hr. Bartkus er vores hovedmistænkte, siger Akil Davis.
- Personen havde nihilistiske idédannelser, og det var et målrettet angreb mod IVF-faciliteten. Én ting er sikker: Vi betragter det her som en forsætlig terrorhandling.
Annonce
Nihilisme er et livssyn, som afviser eksistensen af alle værdier, og som betoner altings meningsløshed.
Bomben eksploderede kort før klokken 11 lokal tid lørdag. Man formoder, at den eksploderede i eller nær en bil, der var parkeret uden for klinikken.
En bombe har skabt et gabende hul i en væg tilhørende en fertilitetsklinik i Palm Springs og efterladt en bunke murbrokker på gaden. Foto: David Swanson/Reuters
Klinikken drives af American Reproductive Center.
En person blev dræbt, og mindst fire kom til skade i eksplosionen. Embedsmænd sagde søndag, at ingen fostre, der blev opbevaret i klinikken, blev beskadiget under eksplosionen.
Davis siger videre, at det menes, at den mistænkte døde under eksplosionen, og at han havde forsøgt at livestreame angrebet. Hans lig blev fundet nær en bil - en Ford Fusion fra 2010.
FBI er i gang med en ransagning af den mistænktes hjem, siger Davis videre.
- Vi mener ikke, at der fortsat er en trussel mod offentligheden.
Davis fortæller, at FBI er i færd med at spore "et muligt manifest" som en del af sin efterforskning.
Amerikanske medier henviser til en hjemmeside, hvor der er beskeder, som den mistænkte ser ud til at have skrevet. Her skal han have fremlagt argumenter mod menneskeliv.
- Dybest set er jeg pro-dødelighed, skriver brugeren ifølge Los Angeles Times.
Annonce
Bartkus var ikke kendt af FBI før hændelsen, lyder det fra Davis.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker