FBI om bomber i Boston: Antallet af mistænkte er uklart
Ingen har foreløbig taget skylden for de dødbringende bombesprængninger ved maratonløbet i Boston mandag, og efterforskerne tager et stort antal af mistænkte i betragtning.
Det oplyser det amerikanske forbundspoliti FBI, der leder efterforskningen, sent tirsdag dansk tid.
- Antallet af mistænkte er helt åbent, siger FBI's efterforskningsleder, Rick DesLauriers, på en pressekonference i Boston.
Ifølge DesLauriers foregår efterforskningen efter mandagens bombesprængninger forsigtigt og metodisk.
FBI og det lokale politi i såvel byen Boston som staten Massachusetts har indsamlet bevismateriale fra de to steder, hvor bomberne sprængtes i målområdet, heriblandt sorte rygsække af nylon, som man mener, bomberne har været skjult i.
- Fragmenter af blandt andet søm, der muligvis er opbevaret i en trykkoger, er også blevet fundet og sendt til FBI's laboratorium i Quantico, Virginia, til analyse, siger Rick DesLauries.
Indtil videre har efterforskerne modtaget over 2000 tip i sagen.
- Vi vil fortsætte med at arbejde utrætteligt døgnet rundt side om side med vores partnere. Vi fortsætter med at efterforske disse spor, slår Rick DesLauries fast.
- Uanset hvem der bliver mistænkt for denne handling, så er efterforskningen i sin begyndelse. Men vær forsikret om, at vi arbejder hårdt for at finde svarerne, siger han.
Tre mennesker blev dræbt ved attentatet, heriblandt en otteårig dreng og en 29-årig kvinde. Det tredje offer er endnu ikke identificeret. Mindst 176 personer er såret efter bombesprængningerne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker