FBI-rapport om anklager mod Kavanaugh splitter Senatet
Den republikanske senator Chuck Grassley ser ingen grund til, at Brett Kavanaugh ikke kan blive dommer ved USA's højesteret. Det fortalte han journalister torsdag. Foto: Aaron P. Bernstein/Reuters
Aaron P. Bernstein/Reuters
FBI har ikke fundet noget, der får republikansk udvalgsformand til at skifte mening om Brett Kavanaugh.
En undersøgelse fra det amerikanske forbundspoliti (FBI) har på ny splittet demokrater og republikanere i spørgsmålet om, hvorvidt Brett Kavanaugh bør blive dommer i USA's højesteret.
FBI's rapport om undersøgelsen bliver ikke offentlig tilgængelig. Men Senatets medlemmer og udvalgte ansatte får lov at læse den - en ad gangen.
Da formanden for Senatets retsudvalg, republikaneren Chuck Grassley, havde læst rapporten, erklærede han ifølge nyhedsbureauet AP, at den frifandt Brett Kavanaugh.
Ifølge Grassley var der intet i rapporten, der tydede på, at Kavanaugh har gjort noget galt.
Derudover var det ikke lykkes FBI at finde nogen eller noget, der underbyggede anklager fra tre kvinder mod Kavanaugh om seksuelle overgreb. Kavanaugh benægter alle anklager.
- Der er intet i rapporten, som vi ikke vidste i forvejen, siger Grassley
I Det Hvide Hus er man enig med Chuck Grassley. Pressesekretær Sarah Huckabee Sanders siger, at præsident Donald Trump støtter Brett Kavanaugh 100 procent.
Demokraterne i senatet er uenige i den udlægning. Demokraternes førende medlem i retsudvalget, Dianne Feinstein, mener, at rapporten tegner et billede af en "ufærdig" undersøgelse.
Et anden medlem af retsudvalget, Chris Coons, mener, at der mangler udsagn fra flere nøglepersoner. Og demokraternes formand, Chuck Schumer, mener, at rapporten bør gøres tilgængelig for alle.
Senatets afstemning om godkendelse af Brett Kavanaugh blev udskudt for at FBI kunne nå at undersøge anklagerne.
Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, har ifølge AP anmodet om en afstemning fredag, der vil lægge et loft over, hvor længe Brett Kavanaughs nominering kan blive debatteret.
Hvis det vedtages, forventer AP, at Senatet lørdag endegyldig skal tage stilling til, om Brett Kavanaugh skal være dommer i USA's højesteret.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde