FBI slår til mod mafia i New York

Det amerikanske forbundspoliti FBI har under en koordineret aktion anholdt over hundrede formodede mafiamedlemmer i New York.

Tv-stationen NBC kalder det den største masseanholdelse af mistænkte mafiamedlemmer i New Yorks historie.

- Tidligt i morges begyndte FBI og andre lovorganer at anholde flere end hundrede medlemmer af den organiserede kriminalitet på baggrund af forskellige kriminelle sigtelser, sagde Diego Rodriguez fra FBI torsdag i en kort erklæring.

Ifølge NBC var aktionen rettet imod alle New Yorks fem "mafiafamilier" plus en familie i New Jersey.

Sigtelserne mod de anholdte drejer sig blandt andet om mord og pengeafpresning.

/ritzau/Reuters

Over hundrede mistænkte mafiafolk anholdt i New York. Der tales om den største mafiaaktion i byens historie.

Offentliggjort Sidst opdateret