Fejl på elnettet slukker strømmen i hele Ecuador
Her ses folk komme ud af metroen i Ecuadors hovedstad, Quito, efter at en fejl på landets elnet førte til en landsdækkende strømafbrydelse. Foto: Galo Paguay/Ritzau Scanpix
En fejl på Ecuadors elnet efterlod natten til torsdag hele landets befolkning uden elektricitet.
Det meste af strømforsyningen er genoprettet i Ecuador, hvor en fejl på elnettet natten til torsdag dansk tid efterlod hele landets befolkning på cirka 18 millioner mennesker uden strøm.
Sådan lyder det fra Roberto Luque, som er Ecuadors minister for infrastruktur, på det sociale medie X, som før var kendt som Twitter.
Meldingen kom onsdag aften fra ministeren om, at der var sket en fejl på en central ledning i elnettet.
- Der er en fejl på en transmissionsledning, som har ført til en kædereaktion af afkoblinger, så der er ingen elektricitet på nationalt plan, skrev Luque klokken 22.51 dansk tid.
Strømafbrydelsen førte til forvirring på gaderne i Quito, Ecuadors hovedstad, hvor et øjenvidne har fortalt til nyhedsbureauet Reuters, at trafiklysene pludseligt stoppede med at fungere.
Luque skriver natten til torsdag, at fejlen skyldtes manglende vedligehold.
- Det, som der skete i dag, er bare yderligere tegn på den energikrise, som vi står i, skriver Luque, som også er energiminister.
Ifølge Luque skyldes det mangel på investeringer i Ecuadors energiinfrastruktur.
Nattens strømafbrydelse gjorde også, at Quitos metro blev sat ud af drift.
- På grund af en fejl på det nationale elnet afbrydes driften af Quito Metro, mens systemerne genstartes, skriver hovedstadens metroselskab på X.
I april erklærede landets præsident, Daniel Noboa, at Ecuador stod i en energikrise, og fortalte, at der skulle spares på elektriciteten.
Landet får en stor del af sin elektricitet fra vandkraft, ikke mindst fra Coca Codo Sinclair-dæmningen. En vedvarende tørke har skabt forsyningsproblemer.
Men da regnen endelig kom, regnede det så meget, at det gav et helt nyt problem for energiforsyningen.
I weekenden kom der så meget nedbør, at flere vandkraftværker måtte tages ud af drift. De store mængder regn førte desuden til jordskred, hvor 17 mennesker mistede livet og adskillige flere kom til skade.
Ecuador ligger på Sydamerikas vestkyst.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde