Fem aktivister risikerer dødsstraf i Saudi-Arabien
Human Rights Watchs direktør i Mellemøsten, Sarah Leah Whitson, langer ud efter Saudi-Arabien. Foto: Yasser Al-Zayyat/Ritzau Scanpix
Yasser Al-Zayyat/Ritzau Scanpix
Flere steder florerer rygter om, at de fængslede aktivister er blevet henrettet. Det afviser aktivistgrupper.
Saudi-Arabiens offentlige anklager går efter at få fem menneskerettighedsaktivister, der i øjeblikket afventer at komme for retten, idømt dødsstraf.
Det oplyser flere menneskerettighedsorganisationer, herunder Human Rights Watch (HRW).
En af de fem aktivister er Israa al-Ghomgham, der har siddet fængslet siden 2015. Hun menes at være den første kvindelige menneskerettighedsaktivist, der risikerer dødsstraf i Saudi-Arabien.
Sarah Leah Whitson, der er direktør for Human Rights Watch i Mellemøsten, kalder straffen "uhørt":
- Enhver henrettelse er forfærdelig, men at gå efter dødsstraf til aktivister som Israa al-Ghomgham, der ikke engang er anklaget for voldelig opførsel, er uhørt.
Israa al-Ghomgham er en prominent shiamuslimsk aktivist, der blandt andet dokumenterede massedemonstrationer i landet tilbage i 2011.
al-Ghomgham og hendes mand blev begge arresteret i deres hjem i 2015 og har siddet fængslet siden.
Shiamuslimer er en minoritet i Saudi-Arabien. Flere anklager sunnimuslimske myndigheder for at forstyrre eller forbyde shiamulimers religiøse ceremonier. Og for at give shiamuslimer dårligere arbejds- og uddannelsesvilkår.
Det afviser regeringen.
Saudi-Arabien har tidligere henrettet shiamuslimske aktivister for, hvad menneskerettighedsgrupper kalder "politisk motiverede beskyldninger".
På de sociale medier florerer der rygter om, at de fængslede aktivister allerede er blevet henrettet. Det afviser flere aktivistgrupper dog.
Siden maj er et tocifret antal saudiarabiske kvindeaktivister - herunder flere ikoner i landets kvindebevægelse - blevet fængslet, vurderer FN.
Flere er anklaget for at samarbejde med "fjender af landet", mens enkelte er blevet løsladt igen.
Tidligere på måneden blev de to prominente aktivister Nassima al-Sadah og Samar Badawi arresteret.
Samar Badawi er en prisvindende menneskerettighedsforkæmper og søster til bloggeren Raif Badawi, der i 2012 blev idømt ti års fængsel og 1000 piskeslag for blandt andet at kritisere islam på sin blog.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker