Fem amerikanske soldater dræbt i flystyrt i Middelhavet
Det amerikanske hangarskib "USS Dwight D. Eisenhower" er sammen med hangarskibet "USS Gerald Ford" og flere støtteskibe sendt til Middelhavet for at vise støtte til Israel og beskytte USA's egne soldater. (Arkivfoto). Foto: Merissa Daley/Ritzau Scanpix
Der er ingen tegn på, at fjendtlig aktivitet fik militærfly med fem om bord til at styrte i Middelhavet.
Fem amerikanske soldater er omkommet, efter at det militærfly, de var om bord i, styrtede ned i Middelhavet under en øvelse. Det oplyser den amerikanske militærkommando Eucom i Europa søndag.
Ulykken skete fredag i forbindelse med det, Eucom betegner som en "rutineøvelse", hvor flyet skulle have påfyldt brændstof, mens det var i luften.
Der er ingen tegn på fjendtlig aktivitet i forbindelse med styrtet, meddeler Eucom og skriver, at militærflyet "kom ud for et uheld".
- Alle fem tjenestemænd om bord blev dræbt, lyder det i meddelelsen.
Det er ikke oplyst, hvilken type fly, der er tale om, eller hvor det var lettet fra.
Men USA's militær er til stede i middelhavsregionen efter den palæstinensiske Hamas-bevægelses blodige angreb på Israel 7. oktober.
Blandt andet har amerikanerne sendt deres største hangarskib og flere andre krigsskibe til området.
Den militære tilstedeværelse har til formål at vise opbakning til Israel og at forsøge at afskrække angreb mod amerikanske soldater i regionen.
I de seneste uger har der været en markant stigning i antallet af angreb mod USA's udsendte soldater i Mellemøsten.
Siden midten af oktober har USA's soldater i især Syrien og Irak været udsat for over 40 angreb. Adskillige er blevet lettere såret i disse angreb.
Fredagens ulykke over Middelhavet er langt fra den første, det amerikanske luftvåben har været ude for i år.
I september styrtede et kampfly af typen F-35 ned. Piloten formåede at skyde sig ud af cockpittet og lande i faldskærm.
I marts blev ni soldater dræbt, da to helikoptere kolliderede i luften over delstaten Kentucky i USA under en natlig øvelse.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker