Fem-årig dreng er befriet i Alabama

Den fem-årige dreng, der blev bortført og holdt som gidsel i flere dage i en underjordisk bunker i Alabama, er befriet og i god behold. Gerningsmanden er dræbt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet og de lokale myndighederne bekræfter på en kort pressekonference på stedet, at drengen er reddet og uskadt. Han er nu indlagt på et hospital.

Lokale indbyggere i Midland City i delstaten Alabama, hvor dramaet har fundet sted, siger, at de hørte skyderi og en eksplosion. En nabo til gidseltageren fortæller til nyhedsbureauet AP, at han kort tid efter så en ambulance køre fra stedet.

Ifølge Steve Richardson, der er chef for FBI's afdeling i Mobile, forløb forhandlingerne med gidseltageren, Jimmy Lee Dykes, dårligt det seneste døgn. Dykes blev blandt andet observeret med et våben.

Politiet besluttede derfor at storme bunkeren. Der foreligger sent mandag dansk tid ikke yderligere detaljer om, hvad der egentlig skete. En anonym kilde fra politiet siger til CNN, at Dykes blev dræbt under aktionen.

Jimmy Lee Dykes, vietnamveteran og tidligere lastbilchauffør, bortførte drengen, identificeret som Ethan, i torsdags fra en skolebus.

Motivet til bortførelsen kendes ikke, og det vides heller ikke om, at Dykes har stillet krav for at lade drengen gå.

Dykes dræbte ifølge de foreliggende oplysninger bussens chauffør, der forsøgte at blokere for Dykes, så børnene i bussen kunne komme ud.

Men den fem-årige dreng nåede ikke væk, og Dykes tog ham med til sin egen underjordiske bunker, hvor han så holdt ham som gidsel.

Drengen lider ifølge amerikanske medier af autisme. Under de lange dage som gidsel bragte politiet legetøj, lægemidler og mad til drengen og Dykes via et rør.

Tv-stationen CBS oplyser i øvrigt, at drengen fylder seks på onsdag.

Den 65-årige Dykes var kendt som en enspænder, der skabte frygt i sit nabolag. Ifølge en nabo patruljerede Dykes ofte sin have om natten med skydevåben.

Bunkeren havde han opført som tilflugtssted i tilfælde af, at han kom i krig med staten.

/ritzau/dpa