Mindst fem personer er omkommet og flere end 70 andre er kvæstet, heraf otte alvorligt, efter at en storm torsdag hærgede en udendørs musikfestival i Belgien.
Uvejret i form af voldsomme vindstød og regn kom pludseligt og uventet sidst på eftermiddagen og hærgede festivalpladsen i byen Hasselt 65 kilometer øst for Bruxelles.
- Stormen ramte Pukkelpop-festivalen torsdag eftermiddag og dræbte mindst fem mennesker, siger byens borgmester Hilde Claes til en lokal radiostation.
Træer blev revet op med rod, flere storskærme blev flået ned, og to scener kollapsede.
- Himlen blev pludselig helt sort, og vi gik i ly, før regnen kom. Pludselig væltede regnen ned, og vindstødene tog til i styrke, siger festivalgæst Catherine Blaise til avisen Le Soir.
- Der var store hagl på over en centimeter, og træer væltede. Det var uvirkeligt, fortsætter hun.
Tv-billeder viser ødelagte telte og sammenstyrtede scener og tribuner på festivalpladsen, hvor mellem 60.000 og 65.000 tilskuere, de fleste unge, er samlet til den udsolgte Pukkelpop-festival.
Mange af festivalgæsterne var forsamlet i et stort telt for at høre gruppen Smith Westerns, da uvejret fik teltet til at falde sammen. Adskillige ambulancer blev sendt til stedet, og på en nærliggende skole er der etableret et krisecenter.
Alle koncerter på festivalen, der efter planen slutter på søndag, blev aflyst torsdag, og fredag morgen besluttede arrangørerne og myndighederne, at festivalen ikke skal fortsætte.
I sidste uge blev en festival i USA ramt af en tilsvarende tragedie. Voldsomme vindstød rev et scenestillads omkuld på Indiana State Fair-festivalen. Fem blev dræbt og 45 såret.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker