Fem lig fundet i italiensk skibsvrag

Redningshold har fundet yderligere fem lig i skroget på det kæntrede krydstogtskib, som natten til lørdag ramte en klippe ud for Toscanas kyst i Middelhavet.

Det oplyser den italienske kystvagt.

- Dykkerhold fra kystvagten har netop fundet fem lig i Concordias skibsvrag. Ligene blev fundet i agterstavnen, skriver nyhedsbureauets ANSA.

Det bringer det bekræftede dødstal efter skibsforliset op på 11 mennesker.

Over 4200 personer blev evakueret, da skibet gik på grund tre en halv time efter, det var fredag sejlet ud fra kystbyen Civitavecchia.

Rederiet har udpeget kaptajnen som den store synder og mener, at grundstødningen skyldes en personlig fejl, fordi han er sejlet for tæt på øen Giglio.

Fire danskere var om bord på skibet, men de blev alle reddet i land og meldte hurtigt, at de havde det godt efter omstændighederne.

Tidligere på tirsdagen oplyste italienske embedsmænd, at der indtil nu er truffet beslutning om, at 70 passagerer deltager i et kollektivt søgsmål mod ejerne af det 114.500 ton tunge skib.

- Over 70 passagerer, der var om bord på skibet, er gået med i et kollektivt søgsmål, som vi har taget initiativ til, siger en talsmand for den italienske forbrugerorganisation Carlo Rienzi.

Eftersøgningen efter døde og eventuelle overlevende personer i det forliste krydstogtskib blev genoptaget tidligt tirsdag, hvor redningsmandskabet fandt en omkommet i det kæntrede skib.

Mandag blev eftersøgningen midlertidigt indstillet, da det 114.500 ton tunge gigantskib begyndte at gynge.

/ritzau/AFP

Det bekræftede dødstal er nu oppe på 11 efter ulykken med luksuslineren Costa Condordia i Italien.

Offentliggjort Sidst opdateret