Fem mænd varetægtsfængslet for terrorplaner i Finland
Efterforskningsleder Toni Sjöblom viste på fredagens pressemøde fotos af våben, som politiet ved en tidligere lejlighed fandt hos nogle af de fem mænd, der nu er varetægtsfængslet for terrorplaner. Foto: Juha Sinisalo/Ritzau Scanpix
Juha Sinisalo/Ritzau Scanpix
Fem mænd med sympatier på den yderste højrefløj ville bruge sprængstoffer og våben til terror, mener politi.
Fem mænd er fredag blevet varetægtsfængslet i Finland på mistanke om, at de planlagde en terrorhandling.
Det oplyser finsk politi på et pressemøde fredag aften.
De fem mistænkte beskrives som tilhørende den yderste højrefløj.
- Mændene har ikke været en del af det organiserede højreekstreme miljø i Finland. De har forsøgt at holde sig under radaren, siger Eero Pietilä, der er ekspert ved det finske sikkerhedspoliti, Supo.
Politiet mener, at de fem mænd i hemmelighed har planlagt et terrorangreb med det mål at omstyrte samfundet. Det skriver finske medier ifølge nyhedsbureauet TT.
På nuværende tidspunkt mistænkes de for forberedelse af en terrorhandling og tre andre typer forbrydelser, som har at gøre med den formodede planlagte terrorhandling.
Det drejer sig om våbenbesiddelse, grove tilfælde af tyveri og håndtering af sprængstoffer.
Materiale, som politiet har fundet i forbindelse med anholdelserne tirsdag, "forstærker indtrykket af, at de er blevet radikaliseret, og giver grund til at mistænke dem for terrorkriminalitet", siger efterforskningsleder Toni Sjöblom ifølge nyhedsbureauet AFP.
Præcis hvad mændene havde planer om at gøre, vil politiet endnu ikke sige noget om.
Politiet mener, at de fem mænd har kontakter til grupper eller personer i udlandet, der går ind for hvidt overherredømme.
Mistankerne mod de fem mænd er ikke helt nye. Allerede for to år siden, i december 2019, ransagede politiet deres hjem og fandt en "betydelig mængde" skydevåben, ammunition og sprængfarligt materiale.
Politiet har siden haft dem under tæt observation.
Efterforskningen ventes at fortsætte i nogle måneder.
De fem mistænkte er i forvejen kendt af politiet. Tre af dem har i de seneste år afsonet kortere fængselsstraffe for forskellige voldsdomme, rapporterer de finske medier Yle og Hufvudstadsbladet.
Alle fem er finske statsborgere i midten af 20'erne.
De mistænkte blev anholdt tirsdag, oplyser politiet.
Der er ikke nogen akut fare for offentligheden, lyder det fra politiet.
Alle fem bor i eller omkring byen Kankaanpää i det sydvestlige Finland.
Indbyggere i Kankaanpää, der kender nogle af de mistænkte, siger til avisen Helsingin Sanomat, at en af de anholdte er "skinhead", og at to andre er "kendt som nynazister", skriver AFP.
Terroranholdelser forekommer yderst sjældent i Finland, der førte sin første terrorsag i 2018. Det var mod en afvist asylansøger, der havde stukket to mennesker ihjel i byen Turku.
I marts meddelte det finske sikkerhedspoliti, Supo, at det ville bevare trusselsniveauet på "forhøjet", skriver AFP. Det er det næstlaveste på en skala fra 1 til 4.
Politiet advarede i samme forbindelse om, at truslen fra højreorienterede ekstremister er "mere bekymrende" end i året inden, skriver AFP.
Seneste artikler
Fra 140 kilo til Tour de France-bjerge: Efter operationerne fandt Thomas livet i sadlen
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse