Fem migranter mister livet i forsøg på at krydse Den Engelske Kanal
Den britiske premierminister, Rishi Sunak, har lovet at stoppe migrantbådene, der krydser Den Engelske Kanal. I 2023 krydsede næsten 30.000 migranter farvandet fra Frankrig. (Arkivfoto). Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Kystvagten siger, at forliset sker, efter at flere både tirsdag har forsøgt at krydse Den Engelske Kanal.
Mindst fem er døde og en er såret, efter at en båd med migranter forsøgte at krydse fra Frankrig til England over Den Engelske Kanal tirsdag.
Det oplyser lokale myndigheder i Nordfrankrig ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Der skulle angiveligt være 110 migranter om bord på båden, der forliste tæt på den franske by Wimereux tirsdag morgen. Et barn skulle ifølge Reuters være blandt de omkomne.
En talsmand for kystvagten i området siger ifølge Reuters, at man fortsat er til stede til havs.
Han siger derudover, at det har været en travl morgen med flere forsøg på at krydse Den Engelske Kanal.
Ifølge den franske avis La Voix du Nord har tre helikoptere og adskillige både deltaget i redningsaktionen.
Forliset sker, efter at det britiske parlament mandag nat vedtog en lov, der går det muligt at sende asylansøger til Rwanda.
I den forbindelse udtalte den britiske indenrigsminister, James Cleverly, at vedtagelsen er et "skelsættende øjeblik i vores planer om at stoppe bådene," med henvisning til den store andel af migranter, der krydser Den Engelske Kanal.
Efter tirsdagens dødsfald siger Cleverly desuden, at "tragedierne må tage en ende" og at den britiske regering vil gøre, hvad den kan, for at stoppe menneskesmuglerne.
Det er ikke første gang, at migranter mister livet i forsøget på at komme til Storbritannien med båd.
I marts mistede en syvårig pige livet, og tilbage i november 2021 druknede mindst 21 mennesker, da deres gummibåd kæntrede.
Den britiske regering kortlagde i begyndelsen af året, at næsten 30.000 migranter havde krydset Den Engelske Kanal i 2023.
Det har været et af de centrale løfter fra Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, at få stoppet bådene.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde