Fem mister livet i flykollision i lufthavn i Tokyo
Et fly fra Japan Airlines er i flammer i Haneda-lufthavnen i Tokyo. Foto: Issei Kato/Reuters
Fly fra kystvagt skulle levere nødhjælp til jordskælvsofre, men kolliderede med passagerfly.
Hundredvis af personer blev evakueret og slap med livet behold, da et Japan Airlines-fly tirsdag brød i brand i Haneda-lufthavnen i Japans hovedstad, Tokyo, efter at være kollideret med et fly fra kystvagten.
Men fem ud af seks personer fra den japanske kystvagts fly er bekræftet døde efter kollisionen. Kaptajnen kom ud af flyet med alvorlige kvæstelser.
Det oplyser japansk politi ifølge det japanske public service-medie NHK.
I alt blev 379 personer - både besætning og passagerer - fra Japan Airlines-flyet evakueret på ganske kort tid.
Billeder fra NHK viser flammer, der kommer ud af flyet, mens det står i lufthavnen. Brandfolk kan ses forsøge at slukke branden.
Det lykkedes dog ikke at få branden slukket, og flyet er i store træk brændt ned.
En svensk familie var om bord på Japan Airlines-flyet.
Til mediet Aftonbladet siger 17-årige Anton Deibe, som rejser sammen med sin far, mor og søster, at kabinen "pludselig blev fyldt med røg", mens alle råbte på japansk.
- Der var et par minutter, hvor hele kabinen var fyldt med røg. Vi kastede os ned på gulvet. Så blev nøddørene åbnet, og vi kastede os ud ad dem, siger Deibe til Aftonbladet.
Kollisionen menes at være sket i forbindelse med landingen.
Japan Airlines-flyet afgik fra Shin-Chitose-lufthavnen på øen Hokkaido.
Imens var flyet kystvagten på vej mod lufthavnen Niigata på Japans vestkyst. Det oplyser kystvagten ifølge Reuters.
Her skulle flyet levere nødhjælp til ofre for et jordskælv, som ramte nytårsdag og foreløbigt har ført til, at mindst 48 har mistet livet.
Haneda-lufthavnen, hvor flyene brød i brand, er Japans travleste.
Alle start- og landingsbaner i lufthavnen er lukket som følge af ulykken, meddeler en talsperson for lufthavnen ifølge Reuters.
Over 70 brandbiler er involveret i indsatsen med at slukke branden, oplyser NHK.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har Japan ikke oplevet alvorlige flyulykker med kommercielle fly i årtier.
Den værste ulykke nogensinde involverede et Japan Airlines-fly i 1985. Det forulykkede på vej fra Tokyo til Osaka. Alle 520 om bord døde i den ulykke.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned