Feminister raser mod Deneuves kritik af MeToo
En række feminister og en kvinde, som stod frem med voldtægtsanklager mod den faldne Hollywoodproducent Harvey Weinstein, er gået skarpt i rette med den franske filmstjerne Catherine Deneuve, efter at hun har kritiseret MeToo-bevægelsen for at føre and i en heksejagt på mænd. Foto: Scanpix/John Macdougall
Scanpix/John Macdougall
- Deneuve og andre franske kvinder er ramt af kvindehad, siger feminister i angreb på åbent brev.
En række feminister og en kvinde, som stod frem med voldtægtsanklager mod den faldne hollywoodproducent Harvey Weinstein, er gået skarpt i rette med den franske filmstjerne Catherine Deneuve, efter at hun har kritiseret MeToo-bevægelsen for at føre an i en heksejagt på mænd.
Den legendariske filmskuespiller har sammen med flere end 100 andre kvindelige skuespillere, forfattere, kunstnere og akademikere underskrevet et åbent brev, som advarer mod puritanisme.
I brevet erklærer kvinderne, at mænd skal have lov til at "lægge an" på kvinder.
Men den italienske filmskuespiller Asia Argento, som var blandt de første, der stod frem med beskyldninger mod Weinstein, tager til genmæle:
- Deneuve og andre franske kvinder fortæller verden, hvordan deres indre misogyni (kvindehad, red.) har virket på dem som det hvide snit i en grad, hvor der ikke er nogen tilbagevenden.
Sammen med andre antyder hun, at erklæringen fra Deneuve og de 100 andre kvinder forsøger at forsvare voldtægt.
- At sige, at MeToo er puritansk og drevet af et had mod mænd, er at udvise foragt over for ofrene for misbrug og sexchikane, siger feministerne, som beskylder de franske kvinder for at ville lægge låg på MeToo-bevægelsen.
De franske kvinders brev er som en bemærkning fra en "træt gammel onkel, der ikke ved, hvad der foregår", lyder kritikken.
- De mandlige chauvinistiske svin og deres allierede har grund til at være bekymrede. Deres gamle verden er ved at forsvinde, tilføjer de.
Den 74-årige Deneuve har en flere årtier lang filmkarriere i Frankrig bag sig. Hun betragtes som en af fransk films største kvindelige filmstjerner nogensinde.
I 2017 opstod MeToo-bevægelsen, hvor kvinder er trådt frem og har talt om sexchikane og seksuelle overgreb efter anklager mod filmproducent Harvey Weinstein.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker