Filippinerne i landesorg efter Aquinos død

Corazon Aquino, Filippinernes tidligere præsident, er død af kræft. Hun blev 76 år og bisættes på onsdag ved en privat ceremoni trods tilbud om statsbegravelse.

Filippinerne indledte lørdag 10 dages landesorg, efter at landets tidligere præsident, Corazon Aquino, er død af tyktarmskræft.
Aquino døde 76 år gammel efter 16 måneders kamp mod kræften og vil først og fremmest blive husket som kvinden, der stod i spidsen for en folkelig revolution, som i 1986 førte til diktatoren Ferdinand Marcos' fald.
- Jeg erklærer hermed 10 dages landesorg. Vores hjerter vil være hos familien i denne sorgens og bedrøvelsens tid, siger Filippinernes præsident, Gloria Arroyo.
Arroyo var engang en af Aquinos disciple, men sidste år stod den nu afdøde i spidsen for demonstrationer mod præsidenten og anklagede hende for korruption. Arroyo tilbød lørdag at give sin gamle mentor en statsbegravelse, men familien har takket nej.
Corazon Aquino bisættes onsdag ved en privat ceremoni og får sit sidste hvilested ved siden af sin mand, senator Benigno Aquino, der blev dræbt i 1983. Filippinerne kan tage afsked med "nationens mor" på en katolsk skole i Manila, hvor hendes lig lørdag bliver lagt på lit de parade.
- Hun ville have ønsket os at takke hver enkelt af jer for jeres bønner og fortsatte kærlighed og støtte, udtaler hendes søn Benigno Aquino junior.


I den filippinske hovedstad tændte folk lys og gik til nattegudstjenester i mindet om Corazon Aquino.
- Hendes renhed, ædelhed, svigtede aldrig. Hun bad aldrig om noget, sagde hendes tidligere talsmand, Teodoro Locsin, grædende på filippinsk tv.
I Washington udtrykte præsident Barack Obama sin sorg over Aquinos død.
- Hende mod, beslutsomhed og moralske lederskab er en inspiration for os alle, hedder det i en erklæring fra Det Hvide Hus.
Den tidligere husmor stod i 1986 i spidsen for en fire dag lange ublodig opstand, som afsluttede Ferdinand Marcos' 20 år lange styre.
Eksdiktatorens enke Imelda Marcos sagde lørdag, at "nu da Cory er hos Gud, så lad os alle samles og bede for hende og det filippinske folk".
/ritzau/AFP




Offentliggjort Sidst opdateret