Filippinerne i luftangreb på muslimske oprørere
I et forsøg på at nedkæmpe muslimske oprørere, som har belejret nogle kystbyer, har filippinsk militær mandag indledt et luftangreb med helikoptere over området ved Zamboanga.
To kamphelikoptere har affyret raketter mod oprørsgruppen Moro Nationale Befrielsesfront (MNLF), som havde taget kontrol over nogle mindre byer ved kysten.
- Der er tale om et præcisionsangreb fra luften til støtte for landtropperne i et forsøg på at nedkæmpe fjenden, siger løjtnant Ramon Zagala fra militæret.
Helikopterangrebet er det første luftangreb, siden soldater indledte en offensiv fredag for at bekæmpe MNLF-oprørerne, som blandt andet har anvendt mennesker som skjolde mod militæret.
Ifølge militærets talsmand er 100 MNLF-oprørere fortsat i kamp med soldater i to kystbyer en uge efter, at befrielsesfronten invaderede Zamboanga.
For en uge siden angreb oprørsgruppen havnebyen Zamboanga i et forsøg på at sabotere en rivaliserende oprørsgruppes fredsforhandlinger med regeringen.
MNLF blev grundlagt i 1970'erne for at kæmpe for en uafhængig, muslimsk stat i regionen. Den lange løsrivelseskamp har siden kostet flere end 150.000 menneskeliv.
Oprørslederen Misuari indgik i midten af 1990'erne en fredsaftale med den filippinske regering. MNLF droppede i den forbindelse tanken om fuld uafhængighed og nøjedes med delvist selvstyre i regionen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde