Filippinsk ekspræsident sat på fly mod Haag
Flyet, der skal transportere den tidligere præsident Rodrigo Duterte mod Haag, står klar på landingsbanen tirsdag i Manila, Filippinernes hovedstad. Foto: Jam Sta Rosa/Ritzau Scanpix
Jam Sta Rosa/Ritzau Scanpix
Den filippinske ekspræsident Rodrigo Duterte er tirsdag blevet anholdt og sat på et fly mod Haag.
Rodrigo Duterte, som er Filippinernes tidligere præsident, er tirsdag blevet sat på et fly mod Haag i Holland.
Det oplyser Dutertes advokat ifølge AFP.
Den tidligere præsident er blevet sat på flyet, efter han tidligere samme dag blev anholdt i Filippinernes hovedstad, Manila.
Politiet foretog anholdelsen på baggrund af en arrestordre udstedt af Den Internationale Straffedomstol (ICC), der har hovedsæde i Haag.
Ifølge domstolen står Duterte bag forbrydelser mod menneskeheden.
Den 79-årige ekspræsident er ifølge ICC ansvarlig for drab begået af blandt andet politifolk i forbindelse med hans indsatser mod handel med stoffer.
Menneskerettighedsgrupper har estimeret, at flere tusinde er blevet dræbt under Dutertes tid af politiet og af civile, som udøvede selvtægt.
I mange tilfælde var der tale om fattige mænd, hvor der ikke var håndfaste beviser på, at de var indblandet i handel med narkotika.
I en pressemeddelelse tirsdag skriver Filippinernes præsidentpalads i en pressemeddelelse, at man modtog arrestordren tidligt om morgenen.
Filippinernes vicepræsident, der ligeledes er Rodrigo Dutertes datter, Sara Duterte, sagde tidligere tirsdag, at hendes far blev "tvangsført til Haag i aften".
- Dette er ikke retfærdighed - det er undertrykkelse og forfølgelse, sagde hun i en erklæring.
Ligeledes understregede hun i samme udtalelse, at filippinere ifølge hende ikke skal følge ordrer fra udlændinge på deres egen jord.
- Vi er ikke filippinere for ingenting, sagde hun.
Selv mener Rodrigo Duterte ikke, at han har brudt loven.
Filippinerne trak sig fra ICC tilbage i 2019. Det skete efter ordre fra Duterte, som var præsident mellem 2016 og 2022.
ICC mener dog godt, at man kan retsforfølge ham internationalt for de forbrydelser, der skete før 2019.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker