13 angribere og to soldater blev dræbt, da en forholdsvis ukendt, militant islamisk gruppe søndag angreb en militærpost med 60 til 90 marinesoldater i den lovløse, sydlige del af Filippinerne. Det oplyser landets militær.
Omkring 50 mænd angreb inden daggry militærposten på havnen på den urohærgede ø Jolo, men soldaterne kæmpede imod og drev dem tilbage, siger den regionale militærtalsmand, oberstløjtnant Randolph Cabangbang.
Han siger, at to soldater blev dræbt i ildkamp, og at militæret havde bjærget 13 af angribernes lig sammen med syv af deres skydevåben.
Cabangbang beskriver angriberne som medlemmer af en gruppe, der er kendt som "Awiiyah" eller "Awliyah", som han betegner som en yderliggående organisation med tilknytning til den frygtede Abu Sayyaf.
Han siger, at gruppen er sammensat af teenagere og unge mænd, og fungerer som en "støttegruppe" til Abu Sayyaf, som er etableret i 1990'erne med støtte fra al-Qaida-organisationen og siden opført på USA's liste over terrorgrupper.
Abu Sayyaf er anklaget for at have udført de værste terrorangreb i den nyere filippinske historie, herunder et bombeangreb på en færge i 2004, da flere end 100 personer blev dræbt.
Amerikanske specialstyrker har været udstationeret i den sydlige del af Filippinerne i et årti for at hjælpe med at uddanne det lokale militær i kampen mod Abu Sayyaf, mens amerikanerne ikke har lov til at deltage i aktiv kamp.
Jolo og andre dele af det sydlige Filippinerne er hjemsted for en lang række væbnede muslimske grupper, hvoraf mange samarbejder og hjælper hinanden. De er jævnligt involveret i bortførelser, narkohandel og andre forbrydelser for at overleve.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet