Film om dødsstraf i Iran modtager Guldbjørnen i Berlin
Holdet bag filmen "There Is No Evil" ses her, efter at filmen har modtaget Guldbjørnen ved den internationale filmfestival i Berlin. Foto: Fabrizio Bensch/Reuters
Fabrizio Bensch/Reuters
Den iranske instruktør Mohammad Rasoulof, der har fået forbud mod at lave film, står bag Guldbjørnen-modtager.
Filmen "There Is No Evil", der handler om Irans brug af dødsstraf, har lørdag modtaget Guldbjørnen ved den internationale filmfestival i Berlin.
Det meddeler festivalen, der også er kendt som Berlinalen, på Twitter.
Filmen er instrueret af den iranske instruktør Mohammad Rasoulof, der har forbud mod at lave film i sit hjemland.
Han har trodset forbuddet for at lave den to en halv time lange film om dødsstraf og personlig frihed i Iran.
I filmen følger man fire forskellige skæbner, der alle er forbundet.
Gennem historierne kritiserer instruktøren Irans autoritære regime og viser, at livet under et undertrykkende styre handler om enten at stå imod eller overleve. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Mohammad Rasoulof har forbud mod at forlade Iran.
Derfor er det produceren Farzad Park, der lørdag modtager den prestigefulde Guldbjørn på vegne af den 48-årige instruktør.
- Jeg ville ønske, at Mohammad selv kunne være her, men desværre må han ikke forlade landet. Jeg vil gerne takke den fantastiske rollebesætning og folkene omkring filmen, der satte deres liv i fare, siger produceren.
Samtlige priser ved den anerkendte filmfestival er lørdag aften blevet uddelt.
Blandt modtagerne er den sydkoreanske instruktør Hong Sang-soo. Han får Sølvbjørnen for Bedste Instruktør for filmen "The Woman Who Ran".
Dermed fortsætter noget af den sydkoreanske succes, efter at den sydkoreanske film "Parasite" tidligere på måneden skrev historie, da den modtog en Oscar for Bedste Film.
Det var første gang, at en film på et andet sprog end engelsk fik den pris.
Ved lørdagens prisuddeling blev Sølvbjørnene for Bedste Kvindelige Skuespiller og Bedste Mandlige Skuespiller blandt andet også uddelt.
De gik til henholdsvis tyske Paula Beer og italienske Elio Germano.
Den internationale filmfestival i Berlin blev grundlagt i 1951.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned