De britiske aviser fortsætter med at frasige sig deres støtte til premierminister Gordon Brown og hans arbejderparti, Labour. Senest er det Financial Times, der i en leder tirsdag skriver, at den ikke længere bakker op om Labour, men i stedet peger på De Konservative.
Financial Times skriver, at avisen fortsat har betænkeligheder ved den konservative leder, David Cameron, men, at "Storbritannien har brug for en stabil og legitim regering til at navigere landets finansielle krise og vise sin vægt udenlands".
- Og når alt kommer til alt, så lever De Konservative op til dette, skriver avisen.
At netop Financial Times - verdens antageligt mest ansete finansielle dagblad - blot to døgn for det britiske parlamentsvalg vælger at forsage Labour, er et betydeligt prestigetab for den i forvejen trængte premierminister.
Labour har under den igangværende valgkamp spillet på, at Brown, på trods af sin upopularitet hos vælgerne, er den partileder, der bedst evner at føre Storbritannien gennem den igangværende økonomiske krise.
Vælgerne er gang på gang blevet mindet om, at briterne gennem de 10 år, Brown var finansminister, gennemlevede økonomiske opgangstider.
Financial Times' skridt kommer bare få dage efter, at både The Times, The Guardian og The Observer meddelte, at de ikke længere støtter Brown og hans Labour.
The Times valgte lørdag for første gang i 18 år at lægge avisens støtte bag De Konservative, fordi David Cameron "har vist udholdenhed, dømmekraft og viljestyrke til at lede dette land tilbage til en sundere, stærkere kurs".
The Guardian valgte samme dag at give sin opbakning til Nick Clegg og hans Liberaldemokrater. I en leder skrev avisen, at det er "vanskeligt at føle begejstring" for en eventuel yderligere femårig periode med Brown".
Også The Observer meddelte lørdag, at avisen støtter Liberaldemokraterne. "Nick Clegg er forandringens kandidat", skrev avisen.
The Sun, Storbritanniens mest solgte dagblad, støtter De Konservative. Det samme gør det indflydelsesrige nyhedsmagasin The Economist.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde