Finansminister i tysk delstat begår selvmord midt i coronakrise
Angiveligt kan bekymringer over omkostningerne ved coronakrisen have fået politiker til at tage sit eget liv.
Politikere og mange andre tyskere er søndag rystet af den tragiske nyhed om, at finansministeren i den tyske delstat Hessen, Thomas Schäfer, har taget sit eget liv.
Hans død kan have at gøre med den alvorlige økonomiske krise, Tyskland - og den øvrige verden - befinder sig i nu på grund af coronaudbruddet.
- Han havde dybe bekymringer, først og fremmest om, hvorvidt offentlighedens enorme forventninger kunne indfris, særligt hvad gælder finansiel støtte, siger delstatens ministerpræsident, Volker Bouffier.
- Jeg må formode, at disse bekymringer overvældede ham, siger en tydelig bevæget og rystet Bouffier i en videomeddelelse.
- Vi er chokerede, vi er målløse og mest af alt er vi utroligt kede af det. Vi havde brug for ham, særligt i denne svære tid, siger Bouffier.
Han tilføjer, at den nu afdøde finansminister arbejdede "dag og nat" for at tackle krisen.
Den 54-årige Thomas Schäfer blev lørdag morgen fundet død ved banelegemet sydvest for Frankfurt.
Politiets foreløbige undersøgelser tyder på, at han tog sit eget liv.
Enkelte tyske medier skriver, at der er fundet et afskedsbrev, men det er ikke bekræftet, ligesom det heller ikke er kendt, hvad der i givet fald står i brevet.
Thomas Schäfer har været finansminister i Hessen i 10 år. Hessen omfatter blandt andet Tysklands økonomiske centrum, Frankfurt.
Schäfer har af nogle været nævnt som en mulig arvtager efter Bouffier. Begge er medlemmer af forbundskansler Angela Merkels parti, CDU.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie