Med stemmerne 223 for og 202 imod har Repræsentanternes Hus i Washington stemt for at skærpe tilsynet med finansmarkederne. Håbet er, at øget kontrol kan forhindre en ny finanskrise.
Præsident Barack Obama kalder vedtagelsen "endnu et vigtigt skridt" mod en bedre regulering og opfordrer Senatet til også at stemme ja til en ændring af reglerne.
Republikanere og Demokrater har været splittet i spørgsmålet, som har høj prioritet for Obama.
Loven giver blandt andet centralbanken mulighed for at indføre øget kontrol af store banker, der anses som afgørende for finanssektorens sundhed. Ifølge lovteksten skal der desuden oprettes et råd af regulatorer, som skal holde øje med potentielle trusler mod det finansielle system. Det giver regeringen mulighed for at gribe ind over for banker, der kommer i økonomisk uføre.
Ifølge de ny regler skal aktionærer stemme om bankernes bonusser, som har været årsag til mange amerikaneres vrede mod Wall Street.
Repræsentanternes Hus lægger ligeledes op til, at der oprettes en ny styrelse, som skal sikre forbrugerne mod uretfærdig, vildledende eller direkte ulovlig praksis i forbindelse med udstedelse af lån og kreditkort.
Republikanerne har protesteret mod de nye regler, som ifølge erhvervslivet vil medføre øget papirarbejde og bureaukrati.
Lovteksten sendes nu videre til Senatet, som er i færd med at udarbejde en version, der på flere områder er forskellig fra den udgave, der fredag blev vedtaget i Repræsentanternes Hus. Når Senatet er klar med sin version, hvilket ikke ventes at ske på denne side af nytår, skal der laves en kompromistekst.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet