Finanstilsyn vil tvinge Elon Musk til at vidne i undersøgelse
Det amerikanske finanstilsyn (SEC) undersøger, om alt gik reglementeret til, da Elon Musk købte Twitter.
Det amerikanske finanstilsyn (SEC) vil stævne Elon Musk i et forsøg på at tvinge ham til at afgive forklaring om hans køb af det sociale medie Twitter, der nu hedder X.
Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.
Elon Musk opkøbte Twitter i 2022. Siden da er der sket store omvæltninger i virksomheden.
SEC vil forsøge at forpligte Musk til at møde op, fordi han ikke mødte op til en anden vidneforklaring 15. september.
Ifølge Musks advokat, Alex Spiro, har milliardæren dog allerede afgivet forklaring flere gang.
- Nok er nok, udtaler Spiro i en mail sendt til AP.
Det amerikanske finanstilsyn oplyser ifølge nyhedsbureauet, at det undersøger Musks køb af Twitter. Ifølge tilsynet har det ikke konkluderet, at nogen har overtrådt loven.
En amerikansk dommer besluttede tidligere på ugen, at åbne et andet søgsmål mod Elon Musk, hvor han er anklaget for at snyde Twitter-aktionærer ved at vente for længe med at offentliggøre, at han havde investeret i selskabet, hvis navn Musk senere ændrede til X.
Det har nyhedsbureauet Reuters skrevet.
Beslutningen blev offentliggjort mandag.
Her lød det fra dommeren Andrew Carter, at aktionærerne i gruppesøgsmålet kan forsøge at bevise, at Musk havde til hensigt at snyde dem ved at vente 11 dage efter en frist udstukket af det amerikanske finanstilsyn med at oplyse, at han havde købt fem procent af virksomheden.
Dommeren afviste i samme forbindelse en anden påstand om insiderhandel rettet mod Musk, der er verdens rigeste person.
Musks advokater er ikke umiddelbart vendt tilbage på Reuters forespørgsel om en kommentar i den sag.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker