Finland får ny statsminister: Stubb besejrer Risikko
Finland får ny statsminister. Europa- og udenrigsminister Alexander Stubb er lørdag valgt som ny formand for Samlingspartiet og bliver dermed landets nye statsminister, formentlig allerede i næste uge.
Skiftet på statsministerposten er faldet på plads under partiets landsmøde i Lahti, efter at Jyrki Katainen har besluttet at træde tilbage og gå efter en post i EU. I første omgang skal han afløse den finske økonomikommissær, Olli Rehn, der er valgt til det nye EU-parlament.
Katainen ventes officielt at træde tilbage i denne måned, muligvis allerede torsdag i næste uge.
Stubb, der er særdeles aktiv på de sociale medier, er særligt populær blandt de unge vælgere. En af hans mærkesager er, at Finland skal være del af forsvarssamarbejdet i Nato.
- Vi har som mål at maksimere Finlands nationale sikkerhed og tage del i beslutningsprocesser, og det sker bedst som medlem af Nato, siger Stubb, som imidlertid ikke vil svare på, om han ønsker en folkeafstemning om medlemskab.
- Det er helt klart, at vi skal have en grundig diskussion af dette.
Meningsmålinger har vist, at blot hver femte finne støtter hans ønske om Nato-medlemskab.
Finland deler 1300 kilometer grænse med Rusland, og russerne er stærke modstandere af forsvarsalliancens udvidelser nær egne grænser.
Den 46-årige nye partiformand har også lavere skatter på sin politiske ønskeliste.
Efter første afstemning ved formandsvalget i Katainens regeringsparti tidligere lørdag stod det klart, at den kommende formand ville blive enten Alexander Stubb eller social- og sundhedsminister Paula Risikko.
Ifølge det finske nyhedsbureau FNB fik Stubb 337 stemmer, mens Risikko fik 266 stemmer og erhvervsminister Jan Vapaavuori fik opbakning fra 258 af sine konservative partifæller.
Det udløste en ny afstemning mellem Stubb og Risikko, og den vandt Stubb med 60 procent af stemmerne.
Det konservative regeringsparti er det største af fem partier i Finlands koalitionsregering.
Der er valg til den finske rigsdag allerede i april næste år.
/ritzau/FNB
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker