Finland lukker grænsen til Rusland på ubestemt tid
Migranter ankommer til den finsk-russiske grænse i december. (Arkivfoto.). Foto: Lehtikuva/Reuters
Finland har beskyldt Rusland for at sende migranter til grænsen og bruge dem som våben mod EU- og Nato-landet.
Finland fjerner slutdatoen på den fortsatte grænselukning til Rusland.
Det oplyser den finske regering torsdag.
Samtidig lukkes havgrænser for trafik med fritidsbåde ved øen Haapasaari samt havnene Nuijamaa og Santio.
Sent i 2023 lukkede Finland grænsen til Rusland, da flere og flere personer fra en række lande - blandt andet Syrien og Somalia - begyndte at ankomme.
Finland har beskyldt Moskva for at bruge migranter som våben - en beskyldning, som den russiske regering afviser.
- Finske myndigheder ser dette som en længerevarende situation, siger indenrigsminister Mari Rantanen i en meddelelse.
- Vi har ikke set noget dette forår, der får os til at konkludere, at situationen på meningsfuld vis har ændret sig.
I februar sagde regeringen, at grænselukningen skulle vare indtil 14. april.
Finland deler en 1300 kilometer lang grænse på landjorden med Rusland. Dermed har Finland EU's længste fælles grænse med Rusland.
Det finsk-russiske forhold er kompliceret med både økonomiske og kulturelle bånd i grænseområdet - men også en blodig fortid med krige.
Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 er spændingerne taget til.
Finland blev medlem af forsvarsalliancen Nato 4. april sidste år, mens Sverige kom med i marts.
Finlands regering kalder de mange ankomster til grænsen fra Rusland for "instrumentaliseret migration".
- Der er hundred- og måske tusindvis af mennesker på den russiske side tæt på Finlands grænse, og de kan instrumentaliseres mod Finland, siger Mari Rantanen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet