Finsk politi venter på nyt om Arctic Sea

Mystikken om det formodet kaprede fragtfartøj Arctic Sea stiger for hver dag, der går. Finsk politi forholder sig afventende og venter på reelle nyheder.

Centralkriminalpolitiet i Finland afventede søndag udviklingen i sagen om det kaprede fartøj Arctic Sea. Det seneste døgn har ikke bidraget væsentligt til opklaringen af den mystiske sag, skriver nyhedsbureauet FNB.
Arctic Sea tilhører angiveligt et finsk firma, der har tre ejere med russisk baggrund. Fartøjet er registreret i Malta og har en russisk besætning på 15 mand. De internationale forgreninger betyder derfor, at mange lande er involveret i søgningen efter fragtskibet, der var lastet med tømmer fra Finland til en værdi af 8,7 millioner kroner.
Russiske krigsskibe støttet af Nato søger i Atlanterhavet efter Arctic Sea, der forlod Finland 23. juli med tømmerlasten på vej mod Algeriet, hvor det skulle have ankommet 4. august. Angiveligt er skibet blevet kapret i Østersøen mellem Gotland og Öland. Skibet forsvandt fra radarerne, efter det forlod Den Engelske Kanal. Kap Verdes myndigheder har oplyst, at fartøjet er blevet set ud for øgruppens kyst, men det er ikke bekræftet.
Både finske og svenske myndigheder afviser søndag, at Arctic Sea skulle fragte radioaktivt materiale.
Kriminalinspektør Markku Ranta-aho fra Centralkriminalpolitiet i Finland oplyser, at man søndag fortsat er i færd med at granske baggrunden og opretholder den internationale udveksling af informationer.
- Det er meget vanskeligt at danne sig et overblik over hændelsesforløbet før situationen når en afslutning et eller andet sted på havet. Da vil vi være i stand til at tale med dem, der har befundet sig på fartøjet og stadig gør det. De befinder sig i en nøgleposition, siger han til FNB.


 

/ritzau/




 

Mystikken om det formodet kaprede fragtfartøj Arctic Sea stiger for hver dag, der går. Finsk politi forholder sig afventende og venter på reelle nyheder.

Offentliggjort Sidst opdateret